Jeg sidder hver aften ved et dødsleje.
Når solen går ned, og dagen dør.
Jeg sidder er ser på himlen, på skyerne.
Nogle gange er det farverigt og storslået.
Andre gange gråt i gråt.
Når de sidste røde farver blegner, tænker jeg på, at engang skal også mine røde læber blegne, farven forsvinde fra min hud. Og den vil blive kold.
Hvilke tanker gør du dig om din død?
Jeg tænker, at hvis jeg aldrig før havde set en solnedgang, så vile jeg tro, at nu var alt slut, at nu var der kun kulden og mørket tilbage.
Men jeg har oplevet det før. Jeg ved, at solen står op igen.
Og ligesådan tror jeg på, at også vi skal opstå – til evigt liv.
