Stress er en slags vold, vold på tiden. Hvert menneske har sin naturlige rytme. Hvis du vil udvikles fysisk, psykisk og åndeligt, på en harmonisk måde, er det vigtigt, at du indretter dig efter denne rytme. Naturligvis kommer du af og til i situationer, hvor du må øge tempoet. Men normalt bør du være følsom over for din egen rytme.
Et stresset menneske giver aldrig sine handlinger tid til at modnes. Derfor bliver de tomme, uden substans og bærer ingen gode frugter hverken for den, som udfører dem eller for andre. Den stressedes handlinger »kastes ud« med voldsom kraft, mens den, som lever efter sin rytme, lader handlingerne roligt vokse frem af dybet.
Vi har alle mulighed for at bearbejde og overvinde vores tilbøjelighed til stress. Selv om ydre omstændigheder pålægger dig en alt for hurtig rytme, kan du nu og da gøre en om aldrig så lille pause for at samle kræfter og genfinde dig selv, din egen rytme og måske også Gud. Et øjeblik af indre bøn, kortere eller længere, er den allerbedste form for pause. Der genfinder du Skaberens egen rytme!
Naturen kan lære dig meget om respekten for den rette rytme. Hvor stille og fredfyldt vokser ikke kornet på marken, uden hastværk, af indre grokraft! Hvis en plante vil vokse hurtigere end den indre kraft tillader, ville den blive stresset. Men det er en plante aldrig. Det kan ikke lade sig gøre at åbne en blomsterknop med magt. Det ødelægger blomsten. En levende organisme må aldrig forceres frem.
Sådan er det også med dig. Kun ved at følge den takt, som Gud giver, kan du blive det, du er bestemt til at være.
Fra ‘I dag er Guds dag‘ af Wilfrid Stinissen.
