Der går næppe en dag, hvor ikke jeg tænker på døden.
Det er der sådan set ikke noget at sige til, for den rykker jo nærmere og nærmere for hver dag. For hvert minut.
Det betyder ikke, at jeg forventer at dø hverken i dag eller i morgen – eller i år. Men alle os, som har passeret de 50, vi ved jo godt, at efter al sandsynlighed har vi flere dage bag os end foran os.
Og hvad betyder det så?
Her betyder det bl.a., at vi taler om døden.
Som fx hvor og hvordan vi vil begraves, – selvom jeg personligt nu tror, at jeg er ret indifferent, når min tid kommer.
Men møder vi en særlig smuk salme, kan vi hver især godt finde på at sige, at den gerne må blive sunget til vores begravelse.
Vi kan også tale om, at den og den person vil vi glæde os til at møde igen.
Og irriteres vi over noget hos den anden, kan vi gensidigt bekræfte hinanden i, at netop den ting vil vi nok komme til at savne en dag.
Som Willy Sørensen sagde engang i en radioprædiken:
Der er liv i døden
og død i livet
Og måske er der mest liv i livet
når døden er med i det.
