Udgivet i Skriv en kommentar

Hvorfor holder vi Påske?

Ja, hvorfor holder du påske, hvis du gør det?

I går talte jeg med vores yngste barnebarn, Elisabeth på 4 år. Hun havde lige fået påskeferie.

Ved du, hvorfor vi holder Påske? spurgte jeg.

Hun tænkte sig længe om….
Havde de sagt noget om det i børnehaven?
Havde mor eller far sagt noget om det? Eller andre?

Efter lang betænkningstid svarede hun: Nej, det ved jeg ikke.

Men du ved godt, hvorfor vi fejrer Jul?

Ja, det vidste hun godt. Vi fejrer Jul, fordi Jesus blev født.
Og, fortsatte farmor, vi fejrer Påske, fordi selvom de slog ham ihjel, blev han tre dage efter levende igen.

  • Men man kan da ikke blive levende igen, hvis man er død.
  • Jesus kunne. Og han har lovet, at alle, der tror på ham, også skal blive levende igen, når de dør. Men ikke her på jorden. De skal leve sammen med ham – og alle de holder af – i Himlen. Vi holder Påske for at fejre, at livet er stærkere end døden, fordi lyset er stærkere end mørket.
  • Elisabeth nikkede…

    Hvad ville du have svaret dit barnebarn?
Udgivet i Skriv en kommentar

Om autoriteter

Sardina

Om vinteren bor vi i Sardina del Norte på Gran Canaria. Om søndagen går vi i den lokale kirke, San Telmo. I dag var evangeliet om Jesus, der uddriver en ond ånd (Mark 1, 21-28).

Selvom jeg efterhånden forstår en del spansk, forstår jeg ikke alt, hvad præsten siger. Men det lysbillede, som kom op på væggen over ham, var i sig selv for mig en prædiken.

Til højre ser vi en dæmon på en talerstol med mange mikrofoner. Og netop sådan er det. De onde ånder taler gerne MEGET højt.
Til venstre ser vi Jesus, som trækker stikket til alle dæmonens mikrofoner.
Ovenover står der: Han talte med AUTORITET og uddrev dæmoner.

Og det blev for mig spørgsmålet i dag:
Hvem har autoriteten i mit liv?
Er det de onde ånder, som råber højt?
Eller lader jeg Jesus lukke munden på dem?

At tro, at jeg selv er herre i mit liv, ville være for naivt.
Men jeg har forhåbentlig indflydelse på, hvem jeg giver taleret.

Udgivet i Skriv en kommentar

Om at gå i kirke…

En mand, som gik i kirke hver søndag (det kunne have været mig) blev engang spurgt: “Er du virkelig så from, at det er nødvendigt, at gå i kirke hver søndag?”

“Nej,” svarede han, “jeg er så stor og glemsom en synder, at det er nødvendigt at komme derhen hver uge – mindst!”

Om vinteren bor vi i Sardina del Norte på nordvestlige hjørne af Gran Canaria. Det er en lille fiskerby, hvor der stort set kun tales spansk. Der er nadvergudstjeneste i kirken hver søndag kl. 10 og hver torsdag kl 19.

Selvom jeg træner flittigt med det spanske, er det meget lidt af det, som jeg forstår. Og præsten forstår ikke engelsk. Alligevel er det nødvendigt at komme der hen. Selvom Gud er over alt, er han alligevel på en særlig måde i kirken – og ikke mindst i nadveren.

Jeg mærker det, når jeg går derfra. Jeg er blevet et nyt menneske. Det holder så desværre ikke så længe. Så må jeg derhen igen…

Udgivet i Skriv en kommentar

Glædelig Jul ⭐️

Alle religioner handler om, at mennesket skal forbedre sig, blive dygtigere, stærkere, større, – stræbe efter at nå op til sin gud.
Men for os kristne er det anderledes. Her er det ikke os, der skal nå op til Gud. Nej. Den kristne Gud gjorde sig lille bitte og kom ned til os. Han blev som én af os, for at møde os, der hvor vi er. Og sådan som vi er.

Han kom for at møde dig.
Ikke på næste fredag, når du har forbedret dig.
Men i dag!
Lige nu!
Hvordan vil du tage imod Ham?

Udgivet i Skriv en kommentar

Johannes af Korset

Johannes af Korset er én af mine læremestre. Han døde den 14. dec. 1591. Helgener fejres gerne på deres dødsdag, den dag de trådte ind i Himlen.

På et tidspunkt var Johannes i ni måneder spærret inde i en lille bitte celle uden lys, et tidligere latrin. Her blev han – af sine egne – udsat for fysisk og psykisk tortur.
Og her skrev han sine første digte – fyldt af lys og kærlighed.

Fra Johannes ved vi, at mørke ikke nødvendigvis er et negativt ord.
Det er i jordens mørke, at kornet spirer og gror.
Det er i livmoderens mørke, at børn undfanges.
Og det var i nattens mørke, før solen stod op, at Jesus opstod fra de døde.

Store ting sker ofte i mørke.
Og for at få vores fulde opmærksomhed, inviterer Gud os nogle gange ind i mørket – eller ud i ørkenen.

“Ud i den lykkeligey nat,
hemmeligt så ingen så mig,
og selv så jeg intet,
det eneste, som ledte mig,
var det lys, der brændte i mit hjerte.”

Den Dunkle Nat, 3.

Udgivet i Skriv en kommentar

Guds Rige

Jesus taler ofte om Guds rige – eller Himmeriget. Det får os måske til at tænke på Himlen, hvor vi engang skal se Gud. Men når Jesus taler om Guds rige, har det også med dette liv at gøre. Guds Rige er ikke et sted, det er en tilstand. Det er, når Gud får lov at regere over mennesket og hele skabningen, – siger Wilfrid Stinissen.

Hvis Gud får lov at gøre, hvad Han vil i dig. Hvis der ikke længere findes nogen modstand imod Ham i dig, da lever du i Guds Rige.

Udgivet i Skriv en kommentar

Dødens kys ❤️

Vi har været på Hjerteforeningens livredderkursus. Vi syntes, at vi i vores alder burde kunne det dér, hvis nu én af os falder om. De fleste hjertestop sker jo i hjemmet.

Det var et godt kursus. Jeg kan kun anbefale det. Vi fik både lært at give hjertemassage, kunstigt åndedræt og støde med hjertestarter.

Da vi kom hjem, fik vi desuden en vigtig snak med hinanden. Men her blev vi faktisk enige om, at hvis én af os falder om med et hjertestop, så vil vi prøve at glemme alt det dér og bare tage det helt roligt, bede en bøn – og måske lyse velsignelsen.

Selvom flere og flere overlever med hjertemassage og stød, har jeg ikke set statistik over, hvor mange af disse overlevende, der vender tilbage til det liv, de havde inden.

Desuden fortælles det ifølge jødisk overlevering, at Moses døde under et kys fra Gud (5. Mos 34,5).
Tænk, hvis det også er sådan, vi skal dø? Hvem har lyst til at blive taget ud af Guds favn for at blive stødt tilbage til jordelivet?

Da bliver nåden tid og stund mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund og tager hjem til dig.

DDS 217,2

Udgivet i Skriv en kommentar

Kære premierminister Netanyahu

“Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Ægypten.
Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig, og da flammer min vrede op, og jeg dræber jer med sværd, så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.”

(2. Mos 22,20-23)

Sådan står der i 2. Mosebog, én af dine og mine hellige bøger. Var det måske netop det, vi var vidne til den 7. oktober?
At palæstinenserne er blevet behandlet så hårdt, så Guds vrede til sidst er flammet op? At Gud har hørt deres råb og har grebet ind?

Jesus, som du ikke anser som Messias (men det gør jeg), opfordrer til at vende den anden kind til, når vi angribes. Det er lettere sagt end gjort. Men sikkert er det, at når vold besvares med vold, så eskalerer ondskaben, indtil den er helt ud af kontrol.

Måske var det det Jesus tænkte på, da han forudså hele jordens udslettelse?

Du, Netanyahu, har våbnene til at gøre det. Er det det hele verden nu er vidne til? Din opfyldelse af Jesu profeti?
Jf. Matt 24,15ff.

Udgivet i Skriv en kommentar

Krig

Vi lever i en tid, hvor krige raser om ørene på os. Det er ikke noget nyt. Lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel (1. Mos 4), har der været krig på jorden. Det var der også, da Jesus levede her. Endda netop dér, hvor vi nu senest er blevet vidner til krigens rædsler.

På Jesu tid var Israel besat af romerne.
Folket troede, at nu kom han, som ville befri dem.
Jesus sagde jo selv, at han var kommet for at

‘bringe godt budskab til fattige,
udråbe frigivelse for fanger…
og for at sætte undertrykte i frihed (Luk 4,18).

Men Jesus rejste ikke nogen hær. Tværtimod. Han svarede ikke igen mod romerne. Det var en helt anden frihed, han talte om. Det var hjertets frihed.

Men skal man ikke støtte den forurettede, den angrebne?
Selvfølgelig skal man det.
Sørgsmålet er blot, hvordan man gør det bedst.

Vi har valgt at støtte med krigsmateriel og dødsmaskiner for svimlende summer. Mindsker det lidelserne? Bringer det krigen til ophør? Ser vi ikke blot, hvordan det hele eskalerer om ørene på os?

Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg har løsningen. Men jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved, om vi bidrager til krigens og lidelsernes afslutning ved at fodre den part, vi føler mest sympati for med våben og ammunition? Ser vi ikke tværtimod, hvordan død og ødelæggelse eskalerer? Hvordan volden og ondskaben til stadighed bliver mere raffineret og satanisk?

Som sagt: Jeg har ikke løsningen. Men første skridt er måske at overveje, om vi er på rette vej?