Udgivet i Skriv en kommentar

Hvorfor holder vi Påske?

Ja, hvorfor holder du påske, hvis du gør det?

I går talte jeg med vores yngste barnebarn, Elisabeth på 4 år. Hun havde lige fået påskeferie.

Ved du, hvorfor vi holder Påske? spurgte jeg.

Hun tænkte sig længe om….
Havde de sagt noget om det i børnehaven?
Havde mor eller far sagt noget om det? Eller andre?

Efter lang betænkningstid svarede hun: Nej, det ved jeg ikke.

Men du ved godt, hvorfor vi fejrer Jul?

Ja, det vidste hun godt. Vi fejrer Jul, fordi Jesus blev født.
Og, fortsatte farmor, vi fejrer Påske, fordi selvom de slog ham ihjel, blev han tre dage efter levende igen.

  • Men man kan da ikke blive levende igen, hvis man er død.
  • Jesus kunne. Og han har lovet, at alle, der tror på ham, også skal blive levende igen, når de dør. Men ikke her på jorden. De skal leve sammen med ham – og alle de holder af – i Himlen. Vi holder Påske for at fejre, at livet er stærkere end døden, fordi lyset er stærkere end mørket.
  • Elisabeth nikkede…

    Hvad ville du have svaret dit barnebarn?
Udgivet i Skriv en kommentar

Johannes af Korset

Johannes af Korset er én af mine læremestre. Han døde den 14. dec. 1591. Helgener fejres gerne på deres dødsdag, den dag de trådte ind i Himlen.

På et tidspunkt var Johannes i ni måneder spærret inde i en lille bitte celle uden lys, et tidligere latrin. Her blev han – af sine egne – udsat for fysisk og psykisk tortur.
Og her skrev han sine første digte – fyldt af lys og kærlighed.

Fra Johannes ved vi, at mørke ikke nødvendigvis er et negativt ord.
Det er i jordens mørke, at kornet spirer og gror.
Det er i livmoderens mørke, at børn undfanges.
Og det var i nattens mørke, før solen stod op, at Jesus opstod fra de døde.

Store ting sker ofte i mørke.
Og for at få vores fulde opmærksomhed, inviterer Gud os nogle gange ind i mørket – eller ud i ørkenen.

“Ud i den lykkeligey nat,
hemmeligt så ingen så mig,
og selv så jeg intet,
det eneste, som ledte mig,
var det lys, der brændte i mit hjerte.”

Den Dunkle Nat, 3.

Udgivet i Skriv en kommentar

Dødens kys ❤️

Vi har været på Hjerteforeningens livredderkursus. Vi syntes, at vi i vores alder burde kunne det dér, hvis nu én af os falder om. De fleste hjertestop sker jo i hjemmet.

Det var et godt kursus. Jeg kan kun anbefale det. Vi fik både lært at give hjertemassage, kunstigt åndedræt og støde med hjertestarter.

Da vi kom hjem, fik vi desuden en vigtig snak med hinanden. Men her blev vi faktisk enige om, at hvis én af os falder om med et hjertestop, så vil vi prøve at glemme alt det dér og bare tage det helt roligt, bede en bøn – og måske lyse velsignelsen.

Selvom flere og flere overlever med hjertemassage og stød, har jeg ikke set statistik over, hvor mange af disse overlevende, der vender tilbage til det liv, de havde inden.

Desuden fortælles det ifølge jødisk overlevering, at Moses døde under et kys fra Gud (5. Mos 34,5).
Tænk, hvis det også er sådan, vi skal dø? Hvem har lyst til at blive taget ud af Guds favn for at blive stødt tilbage til jordelivet?

Da bliver nåden tid og stund mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund og tager hjem til dig.

DDS 217,2

Udgivet i Skriv en kommentar

Døden

Der går næppe en dag, hvor ikke jeg tænker på døden.
Det er der sådan set ikke noget at sige til, for den rykker jo nærmere og nærmere for hver dag. For hvert minut.

Det betyder ikke, at jeg forventer at dø hverken i dag eller i morgen – eller i år. Men alle os, som har passeret de 50, vi ved jo godt, at efter al sandsynlighed har vi flere dage bag os end foran os.

Og hvad betyder det så?
Her betyder det bl.a., at vi taler om døden.
Som fx hvor og hvordan vi vil begraves, – selvom jeg personligt nu tror, at jeg er ret indifferent, når min tid kommer.

Men møder vi en særlig smuk salme, kan vi hver især godt finde på at sige, at den gerne må blive sunget til vores begravelse.

Vi kan også tale om, at den og den person vil vi glæde os til at møde igen.

Og irriteres vi over noget hos den anden, kan vi gensidigt bekræfte hinanden i, at netop den ting vil vi nok komme til at savne en dag.

Som Willy Sørensen sagde engang i en radioprædiken:
Der er liv i døden
og død i livet
Og måske er der mest liv i livet
når døden er med i det.

Udgivet i Skriv en kommentar

Aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp
Vores statsminister, Mette Frederiksen, citeres for på Folkemødet på Bornholm at gå ind for aktiv dødshjælp.
Det skræmmer mig.
Jeg bliver utilpas.
Hvad er det for en holdning til menneskelivet?
Argumentet skulle være, at alle har ret til en værdig død.
I min optik vil aktiv dødshjælp være den mest uværdige død, jeg kan forestille mig. Det er sådan vi gør med hund og kat, når vi kan se, at deres dage er talte, og vi ikke vil ofre mere på dem.

Eller som Hospice Lederforening skriver:
Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres, vil det ændre forståelsen af omsorg. Døden vil blive medtænkt som et alternativ til pleje og lindring.

Og videre:
Det er yderst sjælden og i realiteten måske aldrig umuligt at bringe den døendes smerter og ubehag ned på et for patienten acceptabelt niveau.

Eller som en uhelbredeligt syg patient på Anker Fjord Hospice udtrykte sig, da hun blev spurgt, om hun havde overvejet muligheden for aktiv dødshjælp:
Ja, det har jeg. Men jo tættere, jeg kommer på døden, des mere holder jeg fast i livet.

Så lad os da droppe debatten om aktiv dødshjælp og i stedet bruge vore ressourcer til aktiv livshjælp!
❤️

Udgivet i Skriv en kommentar

Gud er over alt

Det hedder i trosbekendelsen:

Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre
Undfnget ved Helligånden
Født af Jomfru Maria
Pint under Pontius Pilatus
Korsfæstet
Død og begravet
Nedfaret til dødsriget…..

I Det Gamle Testamente var dødsriget dér, hvor Gud ikke er.
Men da Jesus var død og begravet, nedfor han til dødsriget, eller til Helvede, som det hed tidligere.

Dér var han påskelørdag.

Herefter eksisterer der ikke noget sted, som er uden Gud.
Og ikke noget menneske, som er udenfor Guds rækkevidde.

Halleluja!

Kender du denne salme af N.F.S. Grundtvig:

1

I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2

»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4

På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5

På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6

Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7

Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9

Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10

Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot1 fik menneskesorgen! 

11

Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær 
og sagde: “Min Søn og min Herre! 
Jeg ene det voldte, at vi ligger her, 
for jeg lod mig dåre, desværre! 

12

Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13

I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14

Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15

Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17

Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

Påske
Udgivet i Skriv en kommentar

Langfredag

Det var i dag Jesus blev lænket til en pæl
og pisket så blodet flød.
Det var i dag, han blev sømmet nøgen til et kors
og hængt op til spot og spe.
Det var i dag, han råbte:
Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!

Og deraf ved du, 
at uanset hvor gudsforladt,
du kan føle dig,
så vil Jesus forstå dig 
og være hos dig.

Det var også i dag, 
han sagde til røveren:
I dag skal du være med mig i Paradis.

Hvis du beder ham,
vil han også sige det til dig!

Udgivet i Skriv en kommentar

Gud vil passe på dig!

»Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2,16-17)

Sådan sagde Gud til de første mennesker, og det gælder stadig. Der er også ting, som du ikke kan tåle, og som Gud derfor advarer dig i mod. 

Men når noget er forbudt, er det ofte netop det, der er spændende. Står der “MALET” på bænken, skal vi lige hen og røre. Det tager bænken ikke skade af; men du bliver beskidt og sidder måske fast.

Når Gud siger, at der er noget, du skal lade være med, er det aldrig for at begrænse dig. Det er udelukkende for at passe på dig, fordi han elsker dig.

Udgivet i Skriv en kommentar

Tak – tak…

Sigtak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. (1 Thess 5,17b)

Min farmor havde et gammelt ur, som sagde: Tik – tak.

Lytter du til dit hjerte, vil du opdage, at det siger noget, der ligner. Det siger: Tak – Tak!

Gør du det til en vane at lytte til dit hjerte, kan ordet ‘Tak’ blive en stedsevarende bøn. Og dit sidste ord en gang ved livets aften: Tak!

Udgivet i Skriv en kommentar

I Himlen…

Jeg har været i Himlen.
I to timer og 15 minutter.

Narkosen løb gennem nålen i min hånd og ud i kroppen, der begyndte at snurre.
“Tænk på noget rart,” sagde sygeplejersken, “så kan du måske blive i det, mens operationen varer.”

Først gik mine tanker til Vesterhavet og Hanstholm.
Men så tænkte jeg, at måske kunne det blive endnu større, og så sagde jeg: “Engle”.
“Vil du drømme om engle?” svarede hun.
“Ja,” fortsatte jeg, “og Himlen”.

Et øjeblik efter klappede hun mig på kinden og sagde, at nu skulle jeg vågne. Nu var det hele overstået.

Jeg havde ingen tidsfornemmelse.
Kunne det passe?
Men til gengæld havde jeg en dyb følelse af kærlighed og forsoning, fryd og fred. En fred, som overgik al forstand (Fil 4,7).
Ingen fordømmelse, ingen bekymring, ingen smerte.
Og jeg havde ingen lyst til at give slip på dette og vende tilbage til verden og operationsstuen.

Jeg indså, at Himlen ikke blot er et sted, som måske venter på den anden side af døden. Himlen er en tilstand, som det er muligt at træde ind i allerede nu. Selv kan du ikke gøre det; men ønsker du det, og er du villig til at slippe kontrollen og alt, hvad der ellers måtte stå i vejen, kan underet ske.

Måske er det det Jesus mener, når han siger, at Guds Rige er midt iblandt os? (Luk 17,20f)
Eller som det hedder i en anden oversættelse: Guds Rige er inden i jer.

I to timer og 15 minutter var jeg dér. Det føltes som et øjeblik.

Et øjeblik af evig betydning.

❤️