En mand, som udstrålede ro og tryghed, og som altid syntes at være i balance med sig selv, blev spurgt, hvordan han bar sig ad?
Når jeg spiser, så spiser jeg, sagde han.
Når jeg lytter, så lytter jeg.
Når jeg går, så går jeg.
Det gør vi også, svarede de.
Hvad gør du mere end det?
Nej.
Når I spiser, så snakker I eller ser TV.
Når I lytter, så overvejer I, hvad I selv skal sige.
Når I går, så er I i tankerne allerede fremme.
I aftes sprang den første blomst ud i min mors novemberkaktus.
Nu siger jeg godt nok ‘min mors’. Hun døde i 1994. Det vil sige for 30 år siden. Jeg ved ikke, hvor gammel sådan en november kaktus kan blive.
Gør du?
Den har stået i mit barndomshjem så længe, jeg kan huske.
Da min mor døde, overtog min far den, og siden flyttede den ind hos mig.
I en tid, hvor vores skrald fylder mere og mere. Hvor juleblomsterne ryger ud inden nytår, og mange sommerblomster får lov at dø med frosten, er der noget trygt og stabilt ved at have sådan en plante, som måske er ældre end mig.
Den blir aldrig pottet om. Den får aldrig ny jord. Både sommer og vinter står den nogle gange månedsvis uden én dråbe vand. Men i oktober kommer den hvert år med små, fine knopper. Og i november folder de sig ud i al deres skønhed.
Det er absolut ikke min fortjeneste!
Men den får mig til at tænke på Bjergprædikenen, hvor Jesus siger:
Vær ikke bekymrede…Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?.. Læg mærke til, hvordan markens liljer gror. De arbejder ikke, de spinder ikke. Og jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som én af dem.
(Matt 6,25ff)
Min due sidder i bjergkløften, i skjul på klippevæggen. Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din stemme ;for din stemme er dejlig, din skikkelse er yndig. (Højs 2,14)
Højsangen er ét af mine yndlingsskrifter i Bibelen.
Janteloven siger, at du ikke skal tro, at du er noget: Duk nakken!
Men Bibelen siger noget andet.
Gud har ikke givet dig livet, for at du skal smyge dig rundt langs panelerne eller gå i et med tapetet. Kom frit frem! Du er en berigelse for verden!
Lad dig se, lad dig høre! Vis, hvad du har i dig!
– Du har fået det af Gud!
Da dagen blev sval hørte de Gud Herren gå rundt i haven, og Adam og hans kvinde skjulte sig for ham inde mellem havens træer. (1. Mos 3,18)
I gamle dage var der noget, der hed at holde mørkning. Når solen går ned og dagen bliver sval, opstår der en særlig stemning. “Nu er timen til stilhed til bøn og til tanker” (Holger Lissner DDS 786,4).
Jeg forestiller mig, at det er dér Gud Herren går tur i haven. At netop dér, når lyset tager af, er der en særlig mulighed for at møde Gud.
Men Adam og Eva har skjult sig bag træer og figenblade. De har spist af det træ, de ikke kunne tåle, og derfor gemmer de sig.
Der er så meget, vi også kan gemme os bag, så vi måske slet ikke opdager Guds nærvær. TV, PC, arbejde, bekymringer etc. Men det ændrer ikke ved, at Han går derude og leder efter dig…
Da kom Herren og stillede sig foran ham, og han kaldte ligesom de andre gange: »Samuel, Samuel!« Og Samuel svarede: »Tal, Herre, din tjener hører!« (1. Sam 3,10)
Når Herren stiller sig foran Samuel, betyder det ikke, at Samuel ser ham. “Ingen har nogensinde set Gud” (1. Joh 4,12). Men Samuel fornemmer noget, der ikke kommer fra ham selv, og han har fået at vide, at det han fornemmer, er Gud. Derfor svarer han ham.
Måske har Gud også stået foran dig mange gange, når du følte dig berørt af en solnedgang, et musikstykke, en vandpyt, en sms…
Hvordan ville det være for dig at svare ham?
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. (1. Mos 2,8)
Det hebraisk ord for “have” er gannah. Etymologisk betyder det ‘et overdækket og skjult sted’. I bibelsk forstand er haver ofte små aflukker med en mur omkring, steder, hvor du kan være lidt i fred for omgivelserne og finde hvile.
Mange har en bestemt stol, eller et bestemt hjørne af stuen, hvor de tilbringer deres stille-tid med Gud. Så bliver det deres “have”.
Der fortælles om en kvinde, som havde mange børn og aldrig et minut for sig selv, at hun slog forklædet op over hovedet, når hun ville bede. Det blev hendes “have”, og så vidste børnene, at nu skulle de være stille.
Måske har du også en “have”, en slags aflukke, hvor du kan være i fred – alene med Gud?
Loyola Hall, Rainhill, England
I nat drømte jeg, at jeg blev foræret et bur med en svane. Jeg bar buret med svanen ind i en staklade, at solen ikke skulle skade den om dagen og kulden ikke om natten.
Senere gik jeg tilbage for at fodre min svane. Men nu stod den udenfor buret. Jeg tænkte, at jeg jo måtte have den derind igen og så have buret repareret. Men da slog det mig: Hvorfor? Hvorfor skal min svane egentlig være i bur? Og så lod jeg den gå. Og mit hjerte hoppede mit hjerte af glæde, da den vraltede ned mod vandet… 💙
Drømme handler som oftest om os selv, og derfor spørger jeg nu: Hvad er det for en svane, som jeg har buret inde i mit bryst, og som kun venter på at blive sluppet fri?
Måske har du også en stor, hvid, brusende svane i dit bryst, som så inderligt længes efter at luft under vingerne og vand under fødderne…
Husk lyd!
Jeg filmede dem i forgårs.
Kom til at tænke på dem i dag (2. søndag efter Hellig Tre Konger), da Jesus talte om Levende Vand (Joh 4,10).
Måske har krabberne forstået det bedre end os andre 🤔
Så gik endnu en uge.
Billedet her er taget lige efter min vesper, dvs min solnedgangsbøn.
Jeg har fundet et dejligt sted at sidde i en hulning ind i klippen, som jo er en vulkan – og samtidig lige ud til Atlanterhavet.
Der var lavvande her til aften, så dukker skærene frem.
Fascinerende – og farligt!
Fascinosum et tremendum
– som Rudolf Otto kalder det guddommelige.
🕊
