
En retræte er en mulighed for at finde sig selv og Gud og meningen med livet.
Det er 25 år siden jeg selv begyndte at tage på retræte, og i de sidste 15 år har jeg ledet ignatianske retræter i både Danmark og Norge. Og det har jeg været meget glad for. Jeg begyndte hos Sankt Josephsøstrene i Kokkedal, siden blev det Birgittasøstrene i Maribo, i Det nordatlantiske fyrtårn i Hanstholm – og mange andre steder i Danmark, inden det også blev hos Inger Marie på Prestegården i Vigmostad i Norge. Og den sidste halv snes år, har det fortrinsvis været på Solåsen Pilegrimsgård – ligeledes i Norge.
Det har været en stor gave, alle de mennesker, der har vist mig tillid og givet mig lov til at følges med dem et stykke af deres livsvej.
Men alt har sin tid, som Prædikeren skriver.
Og nu har jeg fået åbnet mine øjne for det, som englænderne kalder ‘Retreat in everyday Life’.
Det betyder, at man ikke behøver at rejse nogen steder hen for at komme på retræte. Det kan ske i dit eget hjem.
Og jeg tror, det betyder, at mit virke som retræteleder ude i verden synger på sidste vers. I stedet mærker jeg kraftigt et kald til at følges med mennesker i deres hverdag. Til at hjælpe med at få Gud integreret dybere i det daglige liv.
Dette kan enten ske gennem åndelig vejledning, eller ved at følges gennem en egentlig hjemmeretræte med Ignatius af Loyolas Åndelige Øvelser, – også kaldet Exercitier.