Udgivet den Skriv en kommentar

Kunsten at dale…

Fousing Skole…

Min morfar var førstelærer i Fousing. Dermed var min mormor førstedame i sognet. Desuden styrede hun det trelængede hus, deres 6 børn og skrev lejlighedssange til alle, som bad om det.

Sidste gang jeg besøgte min mormor, sad hun som en lille anonym kone på 94 på et stort plejehjem i Holstebro.

Til hendes begravelse sagde min morbror Orla: “Hun kunne kunsten at dale”.
Dengang forstod jeg ikke, hvad han mente.
Men nu har jeg mistet en tand.

Den flækkede en fredag, hvor jeg havde flottet mig til frokost med æbleflæsk fra smørrebrødsforretningen.
“Den står ikke til at redde”, sagde tandlægen, og to timer senere havde jeg en tand mindre.
Nu ved jeg godt, at mange andre har mistet både arme, ben og bryster, så hvad er en tand?

For mig er det begyndelsen til enden. Jeg får aldrig den tand igen. Måske en kunstig tand, en erstatning; men det blir aldrig det samme.
Og i går var jeg hos optiker. Brillerne skal være stærkere. Øjnene er heller ikke, hvad de har været.
Og kræfterne…

Hver dag må der gives slip på noget.
Hvordan klarer jeg det?
Hvordan klarer du det?
Hvad må du give slip på?
Magter vi kunsten at dale?

Pinsedag forlyder det, at Helligånden daler ned over alle, som vil tage i mod.
Jeg er nødt til det!
Ved egen kraft går det ikke!
Glædelig Pinse!

Inge Merete Gross

 

Share if you like...
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *