Jeg har været i Himlen.
I to timer og 15 minutter.
Narkosen løb gennem nålen i min hånd og ud i kroppen, der begyndte at snurre.
“Tænk på noget rart,” sagde sygeplejersken, “så kan du måske blive i det, mens operationen varer.”
Først gik mine tanker til Vesterhavet og Hanstholm.
Men så tænkte jeg, at måske kunne det blive endnu større, og så sagde jeg: “Engle”.
“Vil du drømme om engle?” svarede hun.
“Ja,” fortsatte jeg, “og Himlen”.
Et øjeblik efter klappede hun mig på kinden og sagde, at nu skulle jeg vågne. Nu var det hele overstået.
Jeg havde ingen tidsfornemmelse.
Kunne det passe?
Men til gengæld havde jeg en dyb følelse af kærlighed og forsoning, fryd og fred. En fred, som overgik al forstand (Fil 4,7).
Ingen fordømmelse, ingen bekymring, ingen smerte.
Og jeg havde ingen lyst til at give slip på dette og vende tilbage til verden og operationsstuen.
Jeg indså, at Himlen ikke blot er et sted, som måske venter på den anden side af døden. Himlen er en tilstand, som det er muligt at træde ind i allerede nu. Selv kan du ikke gøre det; men ønsker du det, og er du villig til at slippe kontrollen og alt, hvad der ellers måtte stå i vejen, kan underet ske.
Måske er det det Jesus mener, når han siger, at Guds Rige er midt iblandt os? (Luk 17,20f)
Eller som det hedder i en anden oversættelse: Guds Rige er inden i jer.
I to timer og 15 minutter var jeg dér. Det føltes som et øjeblik.
Et øjeblik af evig betydning.
❤️
