Udgivet i Skriv en kommentar

Jesus og kvinderne

Her ser du Jesus, som jeg så ham i én af kirkerne på Gran Canaria. Det refererer til Palmesøndag 🌿 hvor Jesus hyldes som konge 👑 da han rider ind i Jerusalem.

Hvis du har været i kirke Palmesøndag, har du måske også hørt en anden beretning, nemlig om kvinden, der salvede Jesus med en krukke meget kostbar olie.

Det er to forskellige måder at sige det samme på. At blive salvet er at blive udråbt til konge af Gud. Jf. 1. Sam. 16ff.
Det usædvanlige her er bare, at det er en kvinde, der gør det. Alle andre steder i Bibelen er det mænd, der salver.

Men flere gange ser vi jo, at Jesus netop udvælger kvinder til opgaver, der traditionelt var tillagt mænd.

Således også næste søndag, hvor det er kvinder, Jesus sender med evangeliet om hans opstandelse, det som hele kirken bygger på.

Hvorfor nævner jeg det? Fordi jeg til min store forbløffelse har oplevet, at der er blevet sat spørgsmålstegn ved min identitet og ret til at være præst.

Men tilbage til dagens tema: Jesu hyldest som konge 🌿🫏🌿👑🌿
For hvad sker der fem dage senere, da det viser sig, at Jesus ikke vil være den konge, de ønsker sig, som skal helbrede alle syge, bespise alle sultne og smide besættelsesmagten ud med magt? Da får piben en anden lyd: Korsfæst ham, korsfæst ham!

Og det er så spørgsmålet til alle os i dag: Hvordan reagerer vi, når Jesus ikke giver os det, som vi forventer? Er han så stadig din konge?

Guds velsignelse og fred 🌿
Inge Merete Gross

Udgivet i Skriv en kommentar

Gud slipper ikke tøjlerne!

Hver gang jeg er i Rom, er der to malerier, som jeg MÅ se. De er begge malet af den italienske maler, Caravaggio. Og nu vil jeg dele det ene med dig!

Det hænger i kirken, Maria del Popolo, hvor alle kan gå lige ind fra gaden og se det.
Det forestiller Paulus, der ligger på jorden under sin hest, og det refererer til Apostlenes Gerninger kap. 9.

Paulus, en rettroende og nidkær jøde, føler sig kaldet til at forfølge og udrydde de kristne. Men pludselig, på vejen til Damaskus, bliver han blændet af et stærkt lys og kastet til jorden. Det er det øjeblik Caravaggio her har indfanget.
Både hjelm og sværd har Paulus mistet i faldet. De ligger på jorden ved siden af ham, og selv ligger han og strækker sine arme op mod det blændende mørke.

“Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – lyder en røst.

Lyset falder både på den blindede Paulus, på hesten, hvor han sad for et øjeblik siden. Og så falder det også på ansigtet af en gammel, barfodet mand, der står og holder hesten.

Men hvem er det, der holder hesten?
Hvem tror du?
I forgårs gik det op for mig, at jeg tror, det er Caravaggios måde at sige, at uanset, hvad der sker, så slipper Gud ikke tøjlerne.

Når jeg ser på Paulus, minder det mig hver gang om, når jeg har følt mig kastet til jorden og ikke har kunnet se en hånd for mig. Og jeg kunne ikke forstå det, for jeg ville jo kun det bedste.
Paulus tror, han går Guds ærinde. Hvor let er det ikke at tage fejl?