Hver gang jeg er i Rom, er der to malerier, som jeg MÅ se. De er begge malet af den italienske maler, Caravaggio. Og nu vil jeg dele det ene med dig!
Det hænger i kirken, Maria del Popolo, hvor alle kan gå lige ind fra gaden og se det.
Det forestiller Paulus, der ligger på jorden under sin hest, og det refererer til Apostlenes Gerninger kap. 9.
Paulus, en rettroende og nidkær jøde, føler sig kaldet til at forfølge og udrydde de kristne. Men pludselig, på vejen til Damaskus, bliver han blændet af et stærkt lys og kastet til jorden. Det er det øjeblik Caravaggio her har indfanget.
Både hjelm og sværd har Paulus mistet i faldet. De ligger på jorden ved siden af ham, og selv ligger han og strækker sine arme op mod det blændende mørke.
“Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” – lyder en røst.
Lyset falder både på den blindede Paulus, på hesten, hvor han sad for et øjeblik siden. Og så falder det også på ansigtet af en gammel, barfodet mand, der står og holder hesten.
Men hvem er det, der holder hesten?
Hvem tror du?
I forgårs gik det op for mig, at jeg tror, det er Caravaggios måde at sige, at uanset, hvad der sker, så slipper Gud ikke tøjlerne.
Når jeg ser på Paulus, minder det mig hver gang om, når jeg har følt mig kastet til jorden og ikke har kunnet se en hånd for mig. Og jeg kunne ikke forstå det, for jeg ville jo kun det bedste.
Paulus tror, han går Guds ærinde. Hvor let er det ikke at tage fejl?
