Udgivet i Skriv en kommentar

Kære premierminister Netanyahu

“Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Ægypten.
Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig, og da flammer min vrede op, og jeg dræber jer med sværd, så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.”

(2. Mos 22,20-23)

Sådan står der i 2. Mosebog, én af dine og mine hellige bøger. Var det måske netop det, vi var vidne til den 7. oktober?
At palæstinenserne er blevet behandlet så hårdt, så Guds vrede til sidst er flammet op? At Gud har hørt deres råb og har grebet ind?

Jesus, som du ikke anser som Messias (men det gør jeg), opfordrer til at vende den anden kind til, når vi angribes. Det er lettere sagt end gjort. Men sikkert er det, at når vold besvares med vold, så eskalerer ondskaben, indtil den er helt ud af kontrol.

Måske var det det Jesus tænkte på, da han forudså hele jordens udslettelse?

Du, Netanyahu, har våbnene til at gøre det. Er det det hele verden nu er vidne til? Din opfyldelse af Jesu profeti?
Jf. Matt 24,15ff.

Udgivet i Skriv en kommentar

Krig

Vi lever i en tid, hvor krige raser om ørene på os. Det er ikke noget nyt. Lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel (1. Mos 4), har der været krig på jorden. Det var der også, da Jesus levede her. Endda netop dér, hvor vi nu senest er blevet vidner til krigens rædsler.

På Jesu tid var Israel besat af romerne.
Folket troede, at nu kom han, som ville befri dem.
Jesus sagde jo selv, at han var kommet for at

‘bringe godt budskab til fattige,
udråbe frigivelse for fanger…
og for at sætte undertrykte i frihed (Luk 4,18).

Men Jesus rejste ikke nogen hær. Tværtimod. Han svarede ikke igen mod romerne. Det var en helt anden frihed, han talte om. Det var hjertets frihed.

Men skal man ikke støtte den forurettede, den angrebne?
Selvfølgelig skal man det.
Sørgsmålet er blot, hvordan man gør det bedst.

Vi har valgt at støtte med krigsmateriel og dødsmaskiner for svimlende summer. Mindsker det lidelserne? Bringer det krigen til ophør? Ser vi ikke blot, hvordan det hele eskalerer om ørene på os?

Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg har løsningen. Men jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved, om vi bidrager til krigens og lidelsernes afslutning ved at fodre den part, vi føler mest sympati for med våben og ammunition? Ser vi ikke tværtimod, hvordan død og ødelæggelse eskalerer? Hvordan volden og ondskaben til stadighed bliver mere raffineret og satanisk?

Som sagt: Jeg har ikke løsningen. Men første skridt er måske at overveje, om vi er på rette vej?