Kategori: Ikke-kategoriseret

Kære premierminister Netanyahu

“Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Ægypten.
Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig, og da flammer min vrede op, og jeg dræber jer med sværd, så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.”
(2. Mos 22,20-23)

Sådan står der i 2. Mosebog, én af dine og mine hellige bøger. Var det måske netop det, vi var vidne til den 7. oktober?
At palæstinenserne er blevet behandlet så hårdt, så Guds vrede til sidst er flammet op? At Gud har hørt deres råb og har grebet ind?

Jesus, som du ikke anser som Messias (men det gør jeg), opfordrer til at vende den anden kind til, når vi angribes. Det er lettere sagt end gjort. Men sikkert er det, at når vold besvares med vold, så eskalerer ondskaben, indtil den er helt ud af kontrol.

Måske var det det Jesus tænkte på, da han forudså hele jordens udslettelse?

Du, Netanyahu, har våbnene til at gøre det. Er det det hele verden nu er vidne til? Din opfyldelse af Jesu profeti?
Jf. Matt 24,15ff.

Vi lever i en tid, hvor krige raser om ørene på os. Det er ikke noget nyt. Lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel (1. Mos 4), har der været krig på jorden. Det var der også, da Jesus levede her. Endda netop dér, hvor vi nu senest er blevet vidner til krigens rædsler.

På Jesu tid var Israel besat af romerne.
Folket troede, at nu kom han, som ville befri dem.
Jesus sagde jo selv, at han var kommet for at

‘bringe godt budskab til fattige,
udråbe frigivelse for fanger…
og for at sætte undertrykte i frihed (Luk 4,18).

Men Jesus rejste ikke nogen hær. Tværtimod. Han svarede ikke igen mod romerne. Det var en helt anden frihed, han talte om. Det var hjertets frihed.

Men skal man ikke støtte den forurettede, den angrebne?
Selvfølgelig skal man det.
Sørgsmålet er blot, hvordan man gør det bedst.

Vi har valgt at støtte med krigsmateriel og dødsmaskiner for svimlende summer. Mindsker det lidelserne? Bringer det krigen til ophør? Ser vi ikke blot, hvordan det hele eskalerer om ørene på os?

Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg har løsningen. Men jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved, om vi bidrager til krigens og lidelsernes afslutning ved at fodre den part, vi føler mest sympati for med våben og ammunition? Ser vi ikke tværtimod, hvordan død og ødelæggelse eskalerer? Hvordan volden og ondskaben til stadighed bliver mere raffineret og satanisk?

Som sagt: Jeg har ikke løsningen. Men første skridt er måske at overveje, om vi er på rette vej?

Alle dage i kirkeåret har en farve.
Første søndag i advent skifter farven fra grøn til lilla 💜

Lilla består af rødt og blåt.
❤️ Rødt er kærlighedens farve, det er julens, og det er hjertets farve. Men det er også blodets og smertens farve.
💙 Blåt er himlens farve.

Tager du din smerte og din kærlighed og blander himlen ind i det, vil noget ske.
Lilla er fordybelsens farve.
Og adventstiden er tid til fordybelse.

Velsignet advent 💜

Jeg er meget begejstret for den engelske mystiker, Julian of Norwich (1343 o -1416).

Og jeg synes hun rammer noget helt centralt, når hun siger:

“Gud er alt, som er godt for dig!”

Du kan læse mere om Julian i bogen: Kærlighedens åbenbaring, Boedal 2010

Stress er en slags vold, vold på tiden. Hvert menneske har sin naturlige rytme. Hvis du vil udvikles fysisk, psykisk og åndeligt, på en harmonisk måde, er det vigtigt, at du indretter dig efter denne rytme. Naturligvis kommer du af og til i situationer, hvor du må øge tempoet. Men normalt bør du være følsom over for din egen rytme.

Et stresset menneske giver aldrig sine handlinger tid til at modnes. Derfor bliver de tomme, uden substans og bærer ingen gode frugter hverken for den, som udfører dem eller for andre. Den stressedes handlinger »kastes ud« med voldsom kraft, mens den, som lever efter sin rytme, lader handlingerne roligt vokse frem af dybet.

Vi har alle mulighed for at bearbejde og overvinde vores tilbøjelighed til stress. Selv om ydre omstændigheder pålægger dig en alt for hurtig rytme, kan du nu og da gøre en om aldrig så lille pause for at samle kræfter og genfinde dig selv, din egen rytme og måske også Gud. Et øjeblik af indre bøn, kortere eller længere, er den allerbedste form for pause. Der genfinder du Skaberens egen rytme!

Naturen kan lære dig meget om respekten for den rette rytme. Hvor stille og fredfyldt vokser ikke kornet på marken, uden hastværk, af indre grokraft! Hvis en plante vil vokse hurtigere end den indre kraft tillader, ville den blive stresset. Men det er en plante aldrig. Det kan ikke lade sig gøre at åbne en blomsterknop med magt. Det ødelægger blomsten. En levende organisme må aldrig forceres frem.

Sådan er det også med dig. Kun ved at følge den takt, som Gud giver, kan du blive det, du er bestemt til at være.

Fra ‘I dag er Guds dag‘ af Wilfrid Stinissen.

Jeg taler ikke med nogen. Kun med min novemberkaktus – og Jesus. Jeg ligger med en halsinfektion, som er gået på stemmebåndene. Jeg kan ikke sige en lyd. Så er det godt at have en novemberkaktus – og Jesus. Vi kan tale sammen uden ord.

Jeg arvede min novemberkaktus fra min mor, da hun døde for snart 28 år siden. Den er tudsegammel, og meget trofast. Den står i vinduet her ved min seng.

Lige nu står den og strutter med bristefærdige knopper og taler om Julens glæde, barnet i krybben – og stjernerne. Vi glæder os sammen!
“Men når det bliverJul”, siger jeg,” så er du blomstret af, og kommer slet ikke med til festen.”- “Det er altid Jul i mit hjerte,” svarer den.

Det er Allehelgen Søndag i dag, den dag hvor vi i kirken i særlig grad mindes vore døde.

Jo ældre vi bliver, des flere døde får vi. For mig er det en rigdom, og hver gang vi synger om ‘Den store hvide flok’ (DDS 571), så ser jeg dem for mig, forrest min far og min mor, så min farmor og farfar, mormor og morfar, mine brødre… og jeg bliver varm om hjertet ❤️

“Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i himlens præstedragt! …

Tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød.”

Og så takker jeg for alt, hvad de har givet mig.

Og når det bliver hverdag, så sidder de på bænken og holder øje med mig, og venter på at tage imod mig, når jeg engang kommer.

Velsignet Alle Helgen!
Kærligheden kan aldrig dø! (1. Kor 13,8a)