Kategori: Ikke-kategoriseret

Alle dage i kirkeåret har en farve.
Første søndag i advent skifter farven fra grøn til lilla 💜

Lilla består af rødt og blåt.
❤️ Rødt er kærlighedens farve, det er julens, og det er hjertets farve. Men det er også blodets og smertens farve.
💙 Blåt er himlens farve.

Tager du din smerte og din kærlighed og blander himlen ind i det, vil noget ske.
Lilla er fordybelsens farve.
Og adventstiden er tid til fordybelse.

Velsignet advent 💜

Jeg er meget begejstret for den engelske mystiker, Julian of Norwich (1343 o -1416).

Og jeg synes hun rammer noget helt centralt, når hun siger:

“Gud er alt, som er godt for dig!”

Du kan læse mere om Julian i bogen: Kærlighedens åbenbaring, Boedal 2010

Stress er en slags vold, vold på tiden. Hvert menneske har sin naturlige rytme. Hvis du vil udvikles fysisk, psykisk og åndeligt, på en harmonisk måde, er det vigtigt, at du indretter dig efter denne rytme. Naturligvis kommer du af og til i situationer, hvor du må øge tempoet. Men normalt bør du være følsom over for din egen rytme.

Et stresset menneske giver aldrig sine handlinger tid til at modnes. Derfor bliver de tomme, uden substans og bærer ingen gode frugter hverken for den, som udfører dem eller for andre. Den stressedes handlinger »kastes ud« med voldsom kraft, mens den, som lever efter sin rytme, lader handlingerne roligt vokse frem af dybet.

Vi har alle mulighed for at bearbejde og overvinde vores tilbøjelighed til stress. Selv om ydre omstændigheder pålægger dig en alt for hurtig rytme, kan du nu og da gøre en om aldrig så lille pause for at samle kræfter og genfinde dig selv, din egen rytme og måske også Gud. Et øjeblik af indre bøn, kortere eller længere, er den allerbedste form for pause. Der genfinder du Skaberens egen rytme!

Naturen kan lære dig meget om respekten for den rette rytme. Hvor stille og fredfyldt vokser ikke kornet på marken, uden hastværk, af indre grokraft! Hvis en plante vil vokse hurtigere end den indre kraft tillader, ville den blive stresset. Men det er en plante aldrig. Det kan ikke lade sig gøre at åbne en blomsterknop med magt. Det ødelægger blomsten. En levende organisme må aldrig forceres frem.

Sådan er det også med dig. Kun ved at følge den takt, som Gud giver, kan du blive det, du er bestemt til at være.

Fra ‘I dag er Guds dag‘ af Wilfrid Stinissen.

Jeg taler ikke med nogen. Kun med min novemberkaktus – og Jesus. Jeg ligger med en halsinfektion, som er gået på stemmebåndene. Jeg kan ikke sige en lyd. Så er det godt at have en novemberkaktus – og Jesus. Vi kan tale sammen uden ord.

Jeg arvede min novemberkaktus fra min mor, da hun døde for snart 28 år siden. Den er tudsegammel, og meget trofast. Den står i vinduet her ved min seng.

Lige nu står den og strutter med bristefærdige knopper og taler om Julens glæde, barnet i krybben – og stjernerne. Vi glæder os sammen!
“Men når det bliverJul”, siger jeg,” så er du blomstret af, og kommer slet ikke med til festen.”- “Det er altid Jul i mit hjerte,” svarer den.

Det er Allehelgen Søndag i dag, den dag hvor vi i kirken i særlig grad mindes vore døde.

Jo ældre vi bliver, des flere døde får vi. For mig er det en rigdom, og hver gang vi synger om ‘Den store hvide flok’ (DDS 571), så ser jeg dem for mig, forrest min far og min mor, så min farmor og farfar, mormor og morfar, mine brødre… og jeg bliver varm om hjertet ❤️

“Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i himlens præstedragt! …

Tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød.”

Og så takker jeg for alt, hvad de har givet mig.

Og når det bliver hverdag, så sidder de på bænken og holder øje med mig, og venter på at tage imod mig, når jeg engang kommer.

Velsignet Alle Helgen!
Kærligheden kan aldrig dø! (1. Kor 13,8a)