Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid.
Hebr. 13:8
Jesus, du siger, at du er den samme
i går
og i dag
og hver dag
Det synes jeg ikke
Nogle gange oplever jeg dig nær
Helt nær
Jeg mærker din ånde, dine kys
Din glæde, din kærlighed
Jeg føler mig elsket
Jeg føler mig stærk
Andre gange mærker jeg dig ikke
Slet ikke
Måske som en længsel
en smerte
et savn
Når jeg slet ikke mærker dig
er det godt at vide, at du alligevel er her
i går
og i dag
og i morgen
og hvert eneste øjeblik…
At fejre nytår er en kunst. Det er at tage Gud på ordet, når han siger: “Se, jeg gør alting nyt!”
Åb 21:5
Du skal stole på, at Gud giver dig nye muligheder, viser nye veje. Ganske vist forbliver du i det ydre i de samme livsbetingelser, du bor i det samme land, med den samme familie. Men det er ikke de ydre omstændigheder, der er afgørende. Det er din indstilling, din måde at reagere på dem.
At Gud lader dig begynde på et nyt år, er en opfordring til fornyelse, både i forhold til Gud – og de mennesker han sender på din vej.
Du er på vej mod et rigere liv!
Wilfrid Stinissen, 1927-2013
Jeg hjertets dør vil åbne dig
O Jesus drag dog ind til mig
Ja, ved din nåde lad det ske
At jeg din herlighed må se.
DDS 84,6
…
Sådan sang jeg i adventstiden
Og jeg åbnede og åbnede og åbnede
til mit hjertes dør stød vidåbent
Men kom du?
Hvad er det, der gør den kristne tro til noget helt særligt? Det er, at Gud for 2000 år siden bøjede sig ned til din og min verden og blev som os.
I alle andre religioner stræber mennesket efter at blive som Gud, renere, frommere, dygtigere. Kun i kristentroen går bevægelsen den modsatte vej. Her giver Gud afkald på sin guddommelighed og bøjer sig ned – for at komme til dig!
I aftes sprang den første blomst ud i min mors novemberkaktus.
Nu siger jeg godt nok ‘min mors’. Hun døde i 1994. Det vil sige for 30 år siden. Jeg ved ikke, hvor gammel sådan en november kaktus kan blive.
Gør du?
Den har stået i mit barndomshjem så længe, jeg kan huske.
Da min mor døde, overtog min far den, og siden flyttede den ind hos mig.
I en tid, hvor vores skrald fylder mere og mere. Hvor juleblomsterne ryger ud inden nytår, og mange sommerblomster får lov at dø med frosten, er der noget trygt og stabilt ved at have sådan en plante, som måske er ældre end mig.
Den blir aldrig pottet om. Den får aldrig ny jord. Både sommer og vinter står den nogle gange månedsvis uden én dråbe vand. Men i oktober kommer den hvert år med små, fine knopper. Og i november folder de sig ud i al deres skønhed.
Det er absolut ikke min fortjeneste!
Men den får mig til at tænke på Bjergprædikenen, hvor Jesus siger:
Vær ikke bekymrede…Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?.. Læg mærke til, hvordan markens liljer gror. De arbejder ikke, de spinder ikke. Og jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som én af dem.
(Matt 6,25ff)
Den første søndag i november kalder vi Allehelgen Søndag. Det er en dag hvor vi i kirken i særlig grad mindes vore døde.
Alle søndage har en farve. Og jeg synes, det så fint, at Allehelgen Søndag er hvid. Man kunne måske have troet, at den ville være sort, sorgens farve. Men kun Langfredag er sort. Allehelgen Søndag er hvid ligesom kirkens store højtidsdage, Juledag, Påskedag m.v.
Hvid er kirkens festfarve. Vi klæder jo også vore dåbsbørn, konfirmandinder, brude m.v. i hvidt. Og mændene tager den hvide skjorte på, når det skal være fint.
Men er vore døde da noget at fejre? Noget at feste for?
Ja!
Selvom sorgen kan gøre ondt, og selvom den skal have lov at være der, er det vigtigt, at den ikke tager al pladsen.
Hvad havde du været uden dem, som du har mistet? Måske havde du slet ikke været her.
Der er minder, der gør ondt. Men der er også minder, der gør godt. Allehelgen Søndag er en særlig anledning til at takke for de gaver, som vi har fået igennem de af vore kære, som ikke er iblandt os mere.
🤍
Billedet her under er fra den norske Sjømannskirke i København i dag. Det er antependiet, som hænger – ikke foran alteret, men foran prædikestolen.
Den dominerende farve er hvid.
Midt på tæppet ses i blåt de græske bogstaver, Chi og Rho, som på græsk er de to første bogstaver i Kristus.
Midt i Kristusmonogrammet ses en hvid stjerne, måske julestjernen fra Bethlehem.
⭐️
Og bag monogrammet den gyldne påskesol, som skal minde os om, at døden aldrig er det sidste, men en helt ny begyndelse.
🌞
Kristus opstod fra de døde.
Vi skal opstå fra de døde!
DDS 223,6
❤️
Frans af Assisi, er grundlæggeren af Franciskanerordenen. Hans helgendag er 4. oktober. Den nuværende pave, Frans, har taget navn efter ham.
Frans af Assisi er bl.a. kendt for at kunne tale med dyrene og blomsterne.
Men det kan du jo også. De er en del af Guds skaberværk, og i dem kan vi møde Gud.
Hvis ikke du har prøvet, så prøv!
Og du vil opdage, at de svarer dig. På deres måde.
Vi har også overleveret flere bønner af Frans af Asissi.
Bl.a. denne, som jeg har arvet – broderet på en klokkestreng:
Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uretten råder.
Lad mig bringe enighed, hvor ufreden råder.
Lad mig bringe sandhed, hvor løgnen råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor tristheden råder.
Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet, som at trøste,
ikke så meget at blive forstået, som at forstå,
ikke så meget at blive elsket, som at elske.
For det er ved at give, at man får.
Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, at man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, at man opstår til evigt liv.
Moder Teresa blev engang spurgt, hvordan hun kunne overkomme så meget.
“Jeg beder,” svarede hun.
Og hvad siger du så, når du beder?
– Jeg siger ikke noget. Jeg lytter.
Og hvad siger Gud så?
– Han siger ikke noget. Han lytter.
Om Kristi Himmelfart skriver evangelisten Lukas:
Jesus tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen (Luk 24,50f).
Og Lukas fortsætter i Apostlenes Gerninger:
Som de nu stirrede mod himlen, mens Jesus fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen (ApG 1,10f).
Jeg har ledt og ledt efter et billede af Kristi Himmelfart, som kan illustrere dette, som jeg ser det for mig: Jesus, der strækker sine arme ud imod disciplene, så hans ansigt og arme (og ikke hans fødder) bliver det sidste, de ser af ham.
For netop sådan, siger Lukas, skal vi se Jesus komme igen, med armene strakt ud imod os til velsignelse.
Ofte kaldes den dag, hvor Jesus kommer igen, for dommedag. Måske vil det være mere rigtigt at kalde den Velsignelsens Dag? Jesus siger jo også selv: jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden (Joh 12,47).
Glæd dig!
Ja, hvorfor holder du påske, hvis du gør det?
I går talte jeg med vores yngste barnebarn, Elisabeth på 4 år. Hun havde lige fået påskeferie.
Ved du, hvorfor vi holder Påske? spurgte jeg.
Hun tænkte sig længe om….
Havde de sagt noget om det i børnehaven?
Havde mor eller far sagt noget om det? Eller andre?
Efter lang betænkningstid svarede hun: Nej, det ved jeg ikke.
Men du ved godt, hvorfor vi fejrer Jul?
Ja, det vidste hun godt. Vi fejrer Jul, fordi Jesus blev født.
Og, fortsatte farmor, vi fejrer Påske, fordi selvom de slog ham ihjel, blev han tre dage efter levende igen.
