Jesus taler ofte om Guds rige – eller Himmeriget. Det får os måske til at tænke på Himlen, hvor vi engang skal se Gud. Men når Jesus taler om Guds rige, har det også med dette liv at gøre. Guds Rige er ikke et sted, det er en tilstand. Det er, når Gud får lov at regere over mennesket og hele skabningen, – siger Wilfrid Stinissen.
Hvis Gud får lov at gøre, hvad Han vil i dig. Hvis der ikke længere findes nogen modstand imod Ham i dig, da lever du i Guds Rige.
Hvorfor er Kristi Himmelfartsdag en helt særlig dag?
Fordi indtil den dag var Jesus knyttet til Israel. Det var her han blev født, levede, døde og opstod.
Det var også her han efter sin opstandelse viste sig for disciplene flere gange.
Men Kristi Himmelfartsdag for han til Himmels, da forlod han rent fysisk Israel for at kunne være hos alle.
Nu kan både du og jeg møde ham lige her, hvor vi er.
Vi behøver ikke rejse noget sted hen.
Jesus er overalt!
I dig – og i mig.
Tillykke med det 🇩🇰
Foto fra mit atelier i Hanstholm
,
Det hedder i trosbekendelsen:
Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre
Undfnget ved Helligånden
Født af Jomfru Maria
Pint under Pontius Pilatus
Korsfæstet
Død og begravet
Nedfaret til dødsriget…..
I Det Gamle Testamente var dødsriget dér, hvor Gud ikke er.
Men da Jesus var død og begravet, nedfor han til dødsriget, eller til Helvede, som det hed tidligere.
Dér var han påskelørdag.
Herefter eksisterer der ikke noget sted, som er uden Gud.
Og ikke noget menneske, som er udenfor Guds rækkevidde.
Halleluja!
Kender du denne salme af N.F.S. Grundtvig:
1
I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.
2
»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.
3
Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«
4
På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.
5
På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.
6
Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.
7
Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.
8
I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.
9
Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.
10
Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot1 fik menneskesorgen!
11
Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær
og sagde: “Min Søn og min Herre!
Jeg ene det voldte, at vi ligger her,
for jeg lod mig dåre, desværre!
12
Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!
13
I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!
14
Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«
15
Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.
16
Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.
17
Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.
18
Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.
19
Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.
Min due sidder i bjergkløften, i skjul på klippevæggen. Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din stemme ;for din stemme er dejlig, din skikkelse er yndig. (Højs 2,14)
Højsangen er ét af mine yndlingsskrifter i Bibelen.
Janteloven siger, at du ikke skal tro, at du er noget: Duk nakken!
Men Bibelen siger noget andet.
Gud har ikke givet dig livet, for at du skal smyge dig rundt langs panelerne eller gå i et med tapetet. Kom frit frem! Du er en berigelse for verden!
Lad dig se, lad dig høre! Vis, hvad du har i dig!
– Du har fået det af Gud!
Hvorfor skal vi bede?
Sådan har jeg talt til jer for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.(Joh 15,11)
Hvis nogen tror, at et liv med Gud er trist, så tager de fejl.
Og hvis nogen tror, at vi skal bede for at gøre Gud glad, så tager de også fejl.
Jesus kom for at vise os vejen til frihed og glæde.
Du skal bede fordi det er vejen til at få del i hans glæde, så din glæde kan blive fuldkommen.
Herren har sendt mig…
for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed. (Luk 4,18)
Jesus fortæller her, hvorfor han kom til verden. Det gjorde han for at sætte dig fri.
Mange troede den gang, at det var den romerske besættelsesmagt de skulle befries for. Men den befrielse, som Jesus taler om, går dybere. Det er vore indvendige fjender, de dæmoner der dræner os for kraft og gør os blinde og fattige på kærlighed.
Det kan vi ikke altid selv se. Derfor har vi brug for en befrier. Og derfor kom han. For at befri dig fra det, der binder dig – og som du måske endnu ikke selv har fået øje på, men som alligevel forhindrer dig i at folde dig ud som den blomst, du er skabt til at være.
Da Jesus gik derfra, så han en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« (Luk 5,27)
Tolderne arbejdede for besættelsensmagten – og tjente godt ved det. De kan sammenlignes med de danskere, der under anden verdenskrig arbejdede for tyskerne.
Desuden var det almindeligt kendt, at tolderne opkrævede for meget, for at der også kunne blive noget til deres egne lommer. Derfor var tolderne forhadte.
I Danmark blev mange af de, der havde – eller måske havde – arbejdet for tyskerne likvideret efter krigen. Sådan et menneske er det, Jesus her standser op for og kalder til sig. Han ønsker at give ham en ny chance, et nyt liv, en ny begyndelse. Jesus kan bruge alle.
Uanset, hvad du måtte have forbrudt – og fortrudt, har han også en opgave til dig.
Da Jesus gik langs Galilæas Sø, så han to brødre, Simon kaldet Peter og hans bror Andreas, i færd med at kaste net i søen; for de var fiskere. Han sagde til dem: »Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« De lod straks garnene være og fulgte ham. (Matt 4,18–20)
Men hvor sandsynligt er det lige, at to mænd rejser sig og forlader alt, hvad de ejer, bare fordi en fremmed kommer og siger: ”Følg mig!”
Men det var heller ikke sådan, det foregik. Fra Johannesevangeliet ved vi, at Andreas først var discipel af Johannes Døberen og allerede havde besøgt Jesus (Joh 1,35ff). Siden mødte begge brødrene Jesus flere gange, og da Jesus så endelig en dag beder dem om at gå med, er de helt klar.
At blive fortrolig og få tillid til Jesus er for de fleste en proces over tid. Det begynder som regel med nysgerrighed.
Da Jesus vendte sig om, så han to af Johannes’ disciple følge efter, og han spurgte dem: »Hvad vil I?« (Joh 1,35-38)Det er dagen efter, at Jesus er blevet døbt. Han mærker, at nogen følger efter ham, og derfor vender han sig om.
Ved at du læser dette, er det faktisk dig, der prøver at følge efter Jesus. Det har han også mærket. Og nu vender han sig imod dig og spørger: “Hvad vil du”?
Hvad svarer du?
Hvad ønsker du, at Jesus skal gøre for dig?
Forbarm dig over mig (Mark 10.47f)
Sådan råbte den blinde tigger, Bartimæus, da Jesus nærmede sig. I århundreder er disse ord blevet bedt af mennesker i takt med åndedrættet.
Ofte indledes med “Herre Jesus Kristus” på indåndingen. Og i den ortodokse kirke afsluttes udåndingen med ordet “synder”.
Så lyder det i sin helhed: Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig synder.
Enhver er frit selvfølgelig frit stillet til at sige det sådan, som man har det bedst med. Men begynder du at sætte ord på dit åndedræt, når du er vågen, så vil bønnen af sig selv slå rod i dit hjerte, og en dag vil du opdage, at det beder din bøn helt af sig selv.
