Den første søndag i november kalder vi Allehelgen Søndag. Det er en dag hvor vi i kirken i særlig grad mindes vore døde.
Alle søndage har en farve. Og jeg synes, det så fint, at Allehelgen Søndag er hvid. Man kunne måske have troet, at den ville være sort, sorgens farve. Men kun Langfredag er sort. Allehelgen Søndag er hvid ligesom kirkens store højtidsdage, Juledag, Påskedag m.v.
Hvid er kirkens festfarve. Vi klæder jo også vore dåbsbørn, konfirmandinder, brude m.v. i hvidt. Og mændene tager den hvide skjorte på, når det skal være fint.
Men er vore døde da noget at fejre? Noget at feste for?
Ja!
Selvom sorgen kan gøre ondt, og selvom den skal have lov at være der, er det vigtigt, at den ikke tager al pladsen.
Hvad havde du været uden dem, som du har mistet? Måske havde du slet ikke været her.
Der er minder, der gør ondt. Men der er også minder, der gør godt. Allehelgen Søndag er en særlig anledning til at takke for de gaver, som vi har fået igennem de af vore kære, som ikke er iblandt os mere.
🤍
Billedet her under er fra den norske Sjømannskirke i København i dag. Det er antependiet, som hænger – ikke foran alteret, men foran prædikestolen.
Den dominerende farve er hvid.
Midt på tæppet ses i blåt de græske bogstaver, Chi og Rho, som på græsk er de to første bogstaver i Kristus.
Midt i Kristusmonogrammet ses en hvid stjerne, måske julestjernen fra Bethlehem.
⭐️
Og bag monogrammet den gyldne påskesol, som skal minde os om, at døden aldrig er det sidste, men en helt ny begyndelse.
🌞
Kristus opstod fra de døde.
Vi skal opstå fra de døde!
DDS 223,6
❤️
