I aftes sprang den første blomst ud i min mors novemberkaktus.
Nu siger jeg godt nok ‘min mors’. Hun døde i 1994. Det vil sige for 30 år siden. Jeg ved ikke, hvor gammel sådan en november kaktus kan blive.
Gør du?
Den har stået i mit barndomshjem så længe, jeg kan huske.
Da min mor døde, overtog min far den, og siden flyttede den ind hos mig.
I en tid, hvor vores skrald fylder mere og mere. Hvor juleblomsterne ryger ud inden nytår, og mange sommerblomster får lov at dø med frosten, er der noget trygt og stabilt ved at have sådan en plante, som måske er ældre end mig.
Den blir aldrig pottet om. Den får aldrig ny jord. Både sommer og vinter står den nogle gange månedsvis uden én dråbe vand. Men i oktober kommer den hvert år med små, fine knopper. Og i november folder de sig ud i al deres skønhed.
Det er absolut ikke min fortjeneste!
Men den får mig til at tænke på Bjergprædikenen, hvor Jesus siger:
Vær ikke bekymrede…Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?.. Læg mærke til, hvordan markens liljer gror. De arbejder ikke, de spinder ikke. Og jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som én af dem.
(Matt 6,25ff)
