En mand, som gik i kirke hver søndag (det kunne have været mig) blev engang spurgt: “Er du virkelig så from, at det er nødvendigt, at gå i kirke hver søndag?”
“Nej,” svarede han, “jeg er så stor og glemsom en synder, at det er nødvendigt at komme derhen hver uge – mindst!”
Om vinteren bor vi i Sardina del Norte på nordvestlige hjørne af Gran Canaria. Det er en lille fiskerby, hvor der stort set kun tales spansk. Der er nadvergudstjeneste i kirken hver søndag kl. 10 og hver torsdag kl 19.
Selvom jeg træner flittigt med det spanske, er det meget lidt af det, som jeg forstår. Og præsten forstår ikke engelsk. Alligevel er det nødvendigt at komme der hen. Selvom Gud er over alt, er han alligevel på en særlig måde i kirken – og ikke mindst i nadveren.
Jeg mærker det, når jeg går derfra. Jeg er blevet et nyt menneske. Det holder så desværre ikke så længe. Så må jeg derhen igen…