Frans af Assisi, er grundlæggeren af Franciskanerordenen. Hans helgendag er 4. oktober. Den nuværende pave, Frans, har taget navn efter ham.
Frans af Assisi er bl.a. kendt for at kunne tale med dyrene og blomsterne.
Men det kan du jo også. De er en del af Guds skaberværk, og i dem kan vi møde Gud.
Hvis ikke du har prøvet, så prøv!
Og du vil opdage, at de svarer dig. På deres måde.
Vi har også overleveret flere bønner af Frans af Asissi.
Bl.a. denne, som jeg har arvet – broderet på en klokkestreng:
Herre, gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uretten råder.
Lad mig bringe enighed, hvor ufreden råder.
Lad mig bringe sandhed, hvor løgnen råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor tristheden råder.
Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet, som at trøste,
ikke så meget at blive forstået, som at forstå,
ikke så meget at blive elsket, som at elske.
For det er ved at give, at man får.
Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, at man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, at man opstår til evigt liv.
Kategori: Overgivelse
Om at gå i kirke…
En mand, som gik i kirke hver søndag (det kunne have været mig) blev engang spurgt: “Er du virkelig så from, at det er nødvendigt, at gå i kirke hver søndag?”
“Nej,” svarede han, “jeg er så stor og glemsom en synder, at det er nødvendigt at komme derhen hver uge – mindst!”
Om vinteren bor vi i Sardina del Norte på nordvestlige hjørne af Gran Canaria. Det er en lille fiskerby, hvor der stort set kun tales spansk. Der er nadvergudstjeneste i kirken hver søndag kl. 10 og hver torsdag kl 19.
Selvom jeg træner flittigt med det spanske, er det meget lidt af det, som jeg forstår. Og præsten forstår ikke engelsk. Alligevel er det nødvendigt at komme der hen. Selvom Gud er over alt, er han alligevel på en særlig måde i kirken – og ikke mindst i nadveren.
Jeg mærker det, når jeg går derfra. Jeg er blevet et nyt menneske. Det holder så desværre ikke så længe. Så må jeg derhen igen…
Johannes af Korset
Johannes af Korset er én af mine læremestre. Han døde den 14. dec. 1591. Helgener fejres gerne på deres dødsdag, den dag de trådte ind i Himlen.
På et tidspunkt var Johannes i ni måneder spærret inde i en lille bitte celle uden lys, et tidligere latrin. Her blev han – af sine egne – udsat for fysisk og psykisk tortur.
Og her skrev han sine første digte – fyldt af lys og kærlighed.
Fra Johannes ved vi, at mørke ikke nødvendigvis er et negativt ord.
Det er i jordens mørke, at kornet spirer og gror.
Det er i livmoderens mørke, at børn undfanges.
Og det var i nattens mørke, før solen stod op, at Jesus opstod fra de døde.
Store ting sker ofte i mørke.
Og for at få vores fulde opmærksomhed, inviterer Gud os nogle gange ind i mørket – eller ud i ørkenen.
“Ud i den lykkeligey nat,
hemmeligt så ingen så mig,
og selv så jeg intet,
det eneste, som ledte mig,
var det lys, der brændte i mit hjerte.”
Den Dunkle Nat, 3.
Guds Rige
Jesus taler ofte om Guds rige – eller Himmeriget. Det får os måske til at tænke på Himlen, hvor vi engang skal se Gud. Men når Jesus taler om Guds rige, har det også med dette liv at gøre. Guds Rige er ikke et sted, det er en tilstand. Det er, når Gud får lov at regere over mennesket og hele skabningen, – siger Wilfrid Stinissen.
Hvis Gud får lov at gøre, hvad Han vil i dig. Hvis der ikke længere findes nogen modstand imod Ham i dig, da lever du i Guds Rige.
Dødens kys ❤️
Vi har været på Hjerteforeningens livredderkursus. Vi syntes, at vi i vores alder burde kunne det dér, hvis nu én af os falder om. De fleste hjertestop sker jo i hjemmet.
Det var et godt kursus. Jeg kan kun anbefale det. Vi fik både lært at give hjertemassage, kunstigt åndedræt og støde med hjertestarter.
Da vi kom hjem, fik vi desuden en vigtig snak med hinanden. Men her blev vi faktisk enige om, at hvis én af os falder om med et hjertestop, så vil vi prøve at glemme alt det dér og bare tage det helt roligt, bede en bøn – og måske lyse velsignelsen.
Selvom flere og flere overlever med hjertemassage og stød, har jeg ikke set statistik over, hvor mange af disse overlevende, der vender tilbage til det liv, de havde inden.
Desuden fortælles det ifølge jødisk overlevering, at Moses døde under et kys fra Gud (5. Mos 34,5).
Tænk, hvis det også er sådan, vi skal dø? Hvem har lyst til at blive taget ud af Guds favn for at blive stødt tilbage til jordelivet?
Da bliver nåden tid og stund mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund og tager hjem til dig.
DDS 217,2
Døden
Der går næppe en dag, hvor ikke jeg tænker på døden.
Det er der sådan set ikke noget at sige til, for den rykker jo nærmere og nærmere for hver dag. For hvert minut.
Det betyder ikke, at jeg forventer at dø hverken i dag eller i morgen – eller i år. Men alle os, som har passeret de 50, vi ved jo godt, at efter al sandsynlighed har vi flere dage bag os end foran os.
Og hvad betyder det så?
Her betyder det bl.a., at vi taler om døden.
Som fx hvor og hvordan vi vil begraves, – selvom jeg personligt nu tror, at jeg er ret indifferent, når min tid kommer.
Men møder vi en særlig smuk salme, kan vi hver især godt finde på at sige, at den gerne må blive sunget til vores begravelse.
Vi kan også tale om, at den og den person vil vi glæde os til at møde igen.
Og irriteres vi over noget hos den anden, kan vi gensidigt bekræfte hinanden i, at netop den ting vil vi nok komme til at savne en dag.
Som Willy Sørensen sagde engang i en radioprædiken:
Der er liv i døden
og død i livet
Og måske er der mest liv i livet
når døden er med i det.
Gud vil passe på dig!
»Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2,16-17)
Sådan sagde Gud til de første mennesker, og det gælder stadig. Der er også ting, som du ikke kan tåle, og som Gud derfor advarer dig i mod.
Men når noget er forbudt, er det ofte netop det, der er spændende. Står der “MALET” på bænken, skal vi lige hen og røre. Det tager bænken ikke skade af; men du bliver beskidt og sidder måske fast.
Når Gud siger, at der er noget, du skal lade være med, er det aldrig for at begrænse dig. Det er udelukkende for at passe på dig, fordi han elsker dig.
Giv Gud en chance…
»Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.« Luk 21,4
Guds hemmeligheder er skjulte for de ‘vise og forstandige’. Det er ikke fordi de er for intelligente – Jesus lovpriser ikke dumhed – men fordi de tror, at de allerede ved besked. Denne verdens vise har hovedet fyldt med teorier og løsninger. Det kan være en hindring for at være åben for det helt nye, som Jesus kommer med.
Når de ‘vise og forstandige’ tror, at de selv ved bedst, og så får Gud ikke en chance.
Bed for dem, du kender – og dem, du ikke kender
Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. (Joh 16,24)
Vi sad 11 km oppe i et fly. Der havde været forsinkelser, en del turbulens, og da vi begyndte nedstigningen, begyndte et af børnene igen at græde helt utrøsteligt. Det fortsatte og fortsatte…
Så fik jeg den ide at bede Gud sende en engel til at trøste barnet og vugge det og måske blidt blæse luftpropperne ud af dets øre. Og langsomt begyndte gråden at tage af for hurtigt at stoppe.
Det er forunderligt, hvad bøn kan udrette.
Hvem vil du bede for i dag?
Du er skabe til frihed……
Herren har sendt mig…
for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed. (Luk 4,18)
Jesus fortæller her, hvorfor han kom til verden. Det gjorde han for at sætte dig fri.
Mange troede den gang, at det var den romerske besættelsesmagt de skulle befries for. Men den befrielse, som Jesus taler om, går dybere. Det er vore indvendige fjender, de dæmoner der dræner os for kraft og gør os blinde og fattige på kærlighed.
Det kan vi ikke altid selv se. Derfor har vi brug for en befrier. Og derfor kom han. For at befri dig fra det, der binder dig – og som du måske endnu ikke selv har fået øje på, men som alligevel forhindrer dig i at folde dig ud som den blomst, du er skabt til at være.