På vejen til købmanden passerer jeg dette banner. Omgivet af vasketøj, kanariefugl og potteplanter: Dios ha Nacido. Det betyder: Gud er født!
Det er netop det, vi fejrer i Julen. Og derfor hedder ‘Glædelig Jul’ på spansk: Feliz Navidad, dvs Lyksalige Fødsel.
Det er kristendommens, det er kristenlivets centrum. Det er forskellen på alle andre religioner og den kristne tro. I alle andre religioner stræber mennesket efter at nå den ophøjede gud. Men den kristne Gud stræber efter at nå sit menneske. Derfor gjorde han sig lille, så lille, at han kunne lade sig føde, for at nå dig, for at få dig i tale.
Det er altså ikke dig, der skal strække dig efter Gud. Det er Gud, der strækker sig efter dig. Det eneste du skal, er at lukke ham ind i dit hjerte og i dit liv (Åb 3,20).
Gud er født!
Glædelig Jul!