Ignatius har givet mig redskaber til min åndelige vandring i hverdagen.
Det har været lærerigt og meget værdifuldt, at have en vejleder at følges med og dele min åndelige vandring med, og som taler ind i min situation over en længere periode med Jesus, som den ultimative vejleder.
At gå sammen med en vejleder og dermed at tage et spadestik dybere i mit liv i løbet af hverdagen har været både udfordrende og givende. Når hverdagen rammer med alt det den nu engang har med sig, er det opløftende at gå med Jesus sammen med en anden person, man tillader at komme tæt på.
Inge har været lige den vejleder, jeg havde brug for, fordi hun er lyttende og lydhør overfor Guds stemme i højere grad end at følge de åndelige øvelser på en “rigid” måde. Det har været netop det, jeg havde brug for, og det har været til stor inspiration i mit eget liv, at lytte og være lydhør for det som Gud siger frem for det, som kan synes “fromt” og rigtigt.
Jeg er særligt blevet opmærksom på at lytte til Jesus stemme og skelne mellem Jesus gode stemme i mit liv og min modstanders anklagende stemme. Det i sig selv er en kæmpe gave at tage med mig.
Guds fred til dig, som tænker på at lave Ignatius i hverdagen.
Hilsen
Karin
