Nu ligger jeg så igen her med bronkitis.
Det sker som regel nogle gange om året, – altid ligesom det går allerbedst.
Og mønsteret er som oftest det samme:
- Ignorering
Jeg lukker øjne og ører for symptomerne, trætheden og ubehaget hver gang, jeg synker. - Benægtelse
Nej, jeg er ikke ved at blive syg. Nogle halstabletter, en håndfuld C-vitaminer og et par Panodil, og så har jeg det nok meget bedre i morgen. - Kapitulering
Nej, jeg fik det ikke bedre og kryber i seng med honningmælk, hvidløg og en flaske gensing. - Adspredelse
Jeg trøster mig med chokolade og lakrids og begynder at spille Wordfeud med tilfældige modstandere, og når de er for længe om deres træk, inviterer jeg bare en ny, en ny, en ny…
Jeg haster og hoster, nyser og fryser – mens feberen stiger, og jeg taber spil efter spil. - Overgivelse
Når jeg ikke kan spise mere chokolade og heller ikke orker at tabe flere spil, lægger jeg det endelig fra mig, stirrer ud i luften, trækker vejret – og griber til reolen efter en bog med lødig kost til sjælen.
Langsomt indfinder freden sig.
Og jeg takker min Skaber, som endnu engang ud af sin store omsorg har trukket i bremsen.
Hvor er det velsignet at blive passet så godt på 🙂
