På vejen til købmanden passerer jeg dette banner. Omgivet af vasketøj, kanariefugl og potteplanter: Dios ha Nacido. Det betyder: Gud er født!
Det er netop det, vi fejrer i Julen. Og derfor hedder ‘Glædelig Jul’ på spansk: Feliz Navidad, dvs Lyksalige Fødsel.
Det er kristendommens, det er kristenlivets centrum. Det er forskellen på alle andre religioner og den kristne tro. I alle andre religioner stræber mennesket efter at nå den ophøjede gud. Men den kristne Gud stræber efter at nå sit menneske. Derfor gjorde han sig lille, så lille, at han kunne lade sig føde, for at nå dig, for at få dig i tale.
Det er altså ikke dig, der skal strække dig efter Gud. Det er Gud, der strækker sig efter dig. Det eneste du skal, er at lukke ham ind i dit hjerte og i dit liv (Åb 3,20).
Gud er født!
Glædelig Jul!
År: 2020
Den egentlige juleforberedelse…
Hvordan forbereder du Julen?
Jeg var i dag i kirke for første gang siden pandemien brød ud i marts. Jeg har fundet et hjørne af verden, hvor incidenstallet er 7, og det giver mig frimodighed.
“PREPARAD LA VENIDA DEL SEÑOR”, stod der på et banner ved siden af alteret: Forbered Herrens komme!
🕯🕯🕯
Advent betyder komme.
Vi har i dag tredje søndag i advent.
Der er mange, vi ikke kan fejre Jul med.
Der er mange, der ikke kan komme.
Men Jesus kommer!
Han vil fejre Jul med dig!
Der var ikke plads til ham i herberget.
Er der plads til Ham i dit hjerte, eller er der andet, der fylder op og tager pladsen?
🕯🕯🕯
“Forbered Herrens komme”.
Det er den egentlige juleforberedelse, at gøre plads til Jesus i sit hjerte, som vi også synger i een af vore julesalmer:
“For har du i hjertet en krybbe, da får du det bedste til Jul….”
🕯🕯🕯
At føde…
Den 8. december, fejrer katoliker verden over Jomfru Marias ubesmittede undfangelse, som det hedder.
Pga mit helbred arbejder jeg i Sardina del Norte om vinteren. Her er sproget spansk, og derfor læser jeg hver dag evangeliet på spansk. Og her lagde jeg så i dag mærke til, at det ‘at føde’ på spansk hedder ‘dar a luz’, dvs at give til lys. Er det ikke smukt?
For det vil jo sige, at din mor ikke bare har født dig, hun har givet dig til lyset. Du er et lysets barn!
Og hvis du har børn, har du ikke bare født dem, selvom det også er stort. Du har givet dem til lyset. Dine børn er lysets børn.
Advent

Glædelig første søndag i advent 🕯
Advent betyder komme.
Ham, vi venter skal komme, er Gud, der blev født som et lille barn i en stald i Bethlehem, for der var ikke plads andre steder.
Men hvis han blot blev født på den anden side af jorden for 2000 år siden, hvilken betydning har det så for mig i dag?
Det har ikke den store betydning, hvis ikke du åbner dig for ham.
Adventstiden er en forberedelsestid.
At forberede sig til Jul, er mere end at bage småkager, det er at åbne sig, at give plads for Gud.
Hvordan gør jeg det?
Ved at sætte tid af til stilhed, eftertanke, fordybelse…
Fx ved at sidde og kigge lidt på fødselsikonen her.
Hvilke tanker og følelser vækker den i dig?
Får du lyst til at sige noget til nogen af dem, kan du gøre det.
Måske har de også noget at sige til dig?
Hvem spiser du sammen med?
I mange uger har jeg været alene med Himlen og Havet. Mange bryder sig ikke om at spise alene. Jeg spiser aldrig alene. Jeg dækker op med lys og blomster eller andet smukt, som fx naturen. Og så lægger jeg en Bibel ved siden af min tallerken og begynder måltidet med at læse ét enkelt vers dér. Og mens vi spiser, sidder Jesus og jeg så og taler om det. Det er godt selskab 😊
Døden
Jeg sidder hver aften ved et dødsleje.
Når solen går ned, og dagen dør.
Jeg sidder er ser på himlen, på skyerne.
Nogle gange er det farverigt og storslået.
Andre gange gråt i gråt.
Når de sidste røde farver blegner, tænker jeg på, at engang skal også mine røde læber blegne, farven forsvinde fra min hud. Og den vil blive kold.
Hvilke tanker gør du dig om din død?
Jeg tænker, at hvis jeg aldrig før havde set en solnedgang, så vile jeg tro, at nu var alt slut, at nu var der kun kulden og mørket tilbage.
Men jeg har oplevet det før. Jeg ved, at solen står op igen.
Og ligesådan tror jeg på, at også vi skal opstå – til evigt liv.
Frygt ikke!
Forleden var jeg med børnebørnene i bunkers fra 2. Verdenskrig. Der var koldt, klamt og slimet. Og det var vanskeligt ikke at blive bange, når vi i mørket blev væk fra hinanden.
Men holdt vi i hånden, gik det fint.
“Du skal ikke være bange, der er ikke noget at være bange for!”
Sådan siger vi voksne tit.
Men det passer ikke!
Det er masser at være bange for!
I Bibelen står der 365 gange: Frygt ikke!
Ikke fordi der ikke er noget at være bange for, for det er der.
“Men frygt ikke, for jeg er med dig” – siger Jesus.
Du er aldrig alene, og derfor behøver du ikke være bange.
🕊
Hvordan får jeg det bedre?

Vi skal opstå fra de døde…

Mørket er ikke mørke…
