Sigtak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus. (1 Thess 5,17b)
Min farmor havde et gammelt ur, som sagde: Tik – tak.
Lytter du til dit hjerte, vil du opdage, at det siger noget, der ligner. Det siger: Tak – Tak!
Gør du det til en vane at lytte til dit hjerte, kan ordet ‘Tak’ blive en stedsevarende bøn. Og dit sidste ord en gang ved livets aften: Tak!
Forbarm dig over mig (Mark 10.47f)
Sådan råbte den blinde tigger, Bartimæus, da Jesus nærmede sig. I århundreder er disse ord blevet bedt af mennesker i takt med åndedrættet.
Ofte indledes med “Herre Jesus Kristus” på indåndingen. Og i den ortodokse kirke afsluttes udåndingen med ordet “synder”.
Så lyder det i sin helhed: Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig synder.
Enhver er frit selvfølgelig frit stillet til at sige det sådan, som man har det bedst med. Men begynder du at sætte ord på dit åndedræt, når du er vågen, så vil bønnen af sig selv slå rod i dit hjerte, og en dag vil du opdage, at det beder din bøn helt af sig selv.
Bed uophørligt! (1 Thess 5,17a).
Nogen beder om morgenen. Andre om aftenen. Nogen beder bordbøn. Nogen beder, når de har problemer.
Men ligesom din krop ikke kan nøjes med blot at trække vejret en gang i mellem, så kan vores sjæl heller ikke nøjes med kun at bede en gang imellem. Men vender du din opmærksomhed imod din vejrtrækning og tager imod den som en gave fra Gud, så bliver dit åndedræt en måde at være sammen med Gud på, en stedsevarende bøn.
Dette siger Gud Herren, Han som skabte Himlen og spændte den ud…,
Han som gav livsånde til folkene på jorden…,
Jeg tager dig ved hånden. (Es 42,5f)
Hvis vi sætter tid af til Gud, kan det nogle gange blive en udfordring, hvordan denne tid skal gå, hvad jeg skal sige? Men du behøver ikke sige noget. Vend dig mod dit åndedræt og husk på, at det ikke er dit, at det er Ham, der fylder dig med sin ånd. At trække været opmærksomt, er en måde at være sammen med Gud, at lade Ham tage dig ved hånden.
Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. (1. Mos 2,8)
Det hebraisk ord for “have” er gannah. Etymologisk betyder det ‘et overdækket og skjult sted’. I bibelsk forstand er haver ofte små aflukker med en mur omkring, steder, hvor du kan være lidt i fred for omgivelserne og finde hvile.
Mange har en bestemt stol, eller et bestemt hjørne af stuen, hvor de tilbringer deres stille-tid med Gud. Så bliver det deres “have”.
Der fortælles om en kvinde, som havde mange børn og aldrig et minut for sig selv, at hun slog forklædet op over hovedet, når hun ville bede. Det blev hendes “have”, og så vidste børnene, at nu skulle de være stille.
Måske har du også en “have”, en slags aflukke, hvor du kan være i fred – alene med Gud?
Loyola Hall, Rainhill, England
