Vi lever i en tid, hvor krige raser om ørene på os. Det er ikke noget nyt. Lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel (1. Mos 4), har der været krig på jorden. Det var der også, da Jesus levede her. Endda netop dér, hvor vi nu senest er blevet vidner til krigens rædsler.
På Jesu tid var Israel besat af romerne.
Folket troede, at nu kom han, som ville befri dem.
Jesus sagde jo selv, at han var kommet for at
‘bringe godt budskab til fattige,
udråbe frigivelse for fanger…
og for at sætte undertrykte i frihed (Luk 4,18).
Men Jesus rejste ikke nogen hær. Tværtimod. Han svarede ikke igen mod romerne. Det var en helt anden frihed, han talte om. Det var hjertets frihed.
Men skal man ikke støtte den forurettede, den angrebne?
Selvfølgelig skal man det.
Sørgsmålet er blot, hvordan man gør det bedst.
Vi har valgt at støtte med krigsmateriel og dødsmaskiner for svimlende summer. Mindsker det lidelserne? Bringer det krigen til ophør? Ser vi ikke blot, hvordan det hele eskalerer om ørene på os?
Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg har løsningen. Men jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved, om vi bidrager til krigens og lidelsernes afslutning ved at fodre den part, vi føler mest sympati for med våben og ammunition? Ser vi ikke tværtimod, hvordan død og ødelæggelse eskalerer? Hvordan volden og ondskaben til stadighed bliver mere raffineret og satanisk?
Som sagt: Jeg har ikke løsningen. Men første skridt er måske at overveje, om vi er på rette vej?
