Det var i dag Jesus blev lænket til en pæl og pisket så blodet flød. Det var i dag, han blev sømmet nøgen til et kors og hængt op til spot og spe. Det var i dag, han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!
Og deraf ved du, at uanset hvor gudsforladt, du kan føle dig, så vil Jesus forstå dig og være hos dig.
Det var også i dag, han sagde til røveren: I dag skal du være med mig i Paradis.
»Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!« (1 Mos 2,16-17)
Sådan sagde Gud til de første mennesker, og det gælder stadig. Der er også ting, som du ikke kan tåle, og som Gud derfor advarer dig i mod.
Men når noget er forbudt, er det ofte netop det, der er spændende. Står der “MALET” på bænken, skal vi lige hen og røre. Det tager bænken ikke skade af; men du bliver beskidt og sidder måske fast.
Når Gud siger, at der er noget, du skal lade være med, er det aldrig for at begrænse dig. Det er udelukkende for at passe på dig, fordi han elsker dig.
Jeg har været i Himlen. I to timer og 15 minutter.
Narkosen løb gennem nålen i min hånd og ud i kroppen, der begyndte at snurre. “Tænk på noget rart,” sagde sygeplejersken, “så kan du måske blive i det, mens operationen varer.”
Først gik mine tanker til Vesterhavet og Hanstholm. Men så tænkte jeg, at måske kunne det blive endnu større, og så sagde jeg: “Engle”. “Vil du drømme om engle?” svarede hun. “Ja,” fortsatte jeg, “og Himlen”.
Et øjeblik efter klappede hun mig på kinden og sagde, at nu skulle jeg vågne. Nu var det hele overstået.
Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Kunne det passe? Men til gengæld havde jeg en dyb følelse af kærlighed og forsoning, fryd og fred. En fred, som overgik al forstand (Fil 4,7). Ingen fordømmelse, ingen bekymring, ingen smerte. Og jeg havde ingen lyst til at give slip på dette og vende tilbage til verden og operationsstuen.
Jeg indså, at Himlen ikke blot er et sted, som måske venter på den anden side af døden. Himlen er en tilstand, som det er muligt at træde ind i allerede nu. Selv kan du ikke gøre det; men ønsker du det, og er du villig til at slippe kontrollen og alt, hvad der ellers måtte stå i vejen, kan underet ske.
Måske er det det Jesus mener, når han siger, at Guds Rige er midt iblandt os? (Luk 17,20f) Eller som det hedder i en anden oversættelse: Guds Rige er inden i jer.
I to timer og 15 minutter var jeg dér. Det føltes som et øjeblik.
Jeg har fået modermærkekræft. Det er en måned siden, det blev konstateret. Jeg skriver ‘fået’, for jeg tror, det er en gave. Jeg tror, at Gud i det har gemt noget stort, som han ikke kunne give mig på andre måder. Og jeg er nysgerrig på, hvad det kan være?
Jeg har også været meget i tvivl om, hvorvidt dette overhovedet er noget, som jeg skal dele. Men nu gør jeg det så.
Gud Fader, konge over alle nationer, vi råber til dig nu for Ukraines folk. Vi beder dig om at redde dem fra deres fjenders hænder, at de må leve uden frygt foran dig alle deres dage [Luk 1:74-75].
Kyrie eleison – Herre forbarm dig! Guds Lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Guds lam, som borttager verdens synder, giv os fred.
Guds søn, fredens fyrste, vore politikere forudser den største krig i Europa siden 1945. Vi beder dig indtrængende om at skrive en anden historie og forpurre de onde intriger. Giv visdom ud over menneskelig forstand til fredsstiftere. Lad politikerne erfare visdommen fra oven, som først og fremmest er ren, og desuden fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig[Jakob 3:17].
Kyrie eleison – Herre forbarm dig! Guds Lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Guds lam, som borttager verdens synder, giv os fred.
Helligånd, vi beder for kirken i Ukraine, en nation hvor 70% af befolkningen kalder sig kristne. Giv vore mange brødre og søstre dér mod i denne ulykkelige tid, så de kan bringe godt budskab til fattige, lægedom til dem, hvis hjerte er knust og trøste alle, der sørger. [Esajas 61:1-2].
Kyrie eleison – Herre forbarm dig! Guds Lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Guds lam, som borttager verdens synder, giv os fred.
Du, Gud, der knækker buer og knuser spyd, vi beder dig, få alle jordens krige til at ophøre [Salme 46:9]. Red livet for menneskene i Ukraine. Lav en fred, der er stærk og ikke svag. Deeskaler denne krise. Vi hører om krige og rygter om krige (Matt. 24:6], men du Herre er vores klippe, vores fæstning og vores befrier. Vores håb er i dig! I Jesu navn beder vi nationerne : “Vær stille og kend Gud, han er ophøjet blandt folkeslagene, han skal ophøjes på jorden [Salme 46:10].
Kyrie eleison – Herre forbarm dig! Guds Lam, som borttager verdens synder, forbarm dig over os. Guds lam, som borttager verdens synder, giv os fred.
Jeg indrømmer det gerne. Det er mærkeligt at blive gammel, at se sin krop ændre sig til noget, jeg ikke rigtig synes er mig. På sin vis forstår jeg godt dem, der får strammet op hist og pist og fyldt ud her og der. For som de ofte siger, så føler de sig ikke gamle. Og det ydre skulle jo gerne passe til det indre.
❤️
Men man kan også vende det om: At det indre gerne skulle passe til det ydre.
❤️
Mine rynker, strækmærker, og alt, hvad der hænger både her og dér, minder mig om, at jeg ikke er født i går. Der ligger flere dage bag mig – end foran.
Er mit indre modnet i takt med mit ydre?
Hvis jeg er den, som jeg var for 25 år siden, vil det jo betyde, at jeg var stagneret.
Liv betyderer bevægelse og forandring.
Indvendigt og udvendigt.
Nogle kalder det visdom.
❤️
Klokken slår,
tiden går,
kærligheden ej tæller år,
den kan gøre det gamle ungt,
gøre let det, der synes så tungt,
vand den omskaber til vin.
DDS 399,3
Denne gamle Påske-ikon viser, hvordan Kristus har været i dødsriget og forkyndt Gudsriget og nu, Påskemorgen, henter alle de døde med sig op af graven.
Adam har han i sin højre hånd, og Eva står klar ved den venstre.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det.Ok