Udgivet i Skriv en kommentar

Johannes af Korset

Johannes af Korset er én af mine læremestre. Han døde den 14. dec. 1591. Helgener fejres gerne på deres dødsdag, den dag de trådte ind i Himlen.

På et tidspunkt var Johannes i ni måneder spærret inde i en lille bitte celle uden lys, et tidligere latrin. Her blev han – af sine egne – udsat for fysisk og psykisk tortur.
Og her skrev han sine første digte – fyldt af lys og kærlighed.

Fra Johannes ved vi, at mørke ikke nødvendigvis er et negativt ord.
Det er i jordens mørke, at kornet spirer og gror.
Det er i livmoderens mørke, at børn undfanges.
Og det var i nattens mørke, før solen stod op, at Jesus opstod fra de døde.

Store ting sker ofte i mørke.
Og for at få vores fulde opmærksomhed, inviterer Gud os nogle gange ind i mørket – eller ud i ørkenen.

“Ud i den lykkeligey nat,
hemmeligt så ingen så mig,
og selv så jeg intet,
det eneste, som ledte mig,
var det lys, der brændte i mit hjerte.”

Den Dunkle Nat, 3.

Udgivet i Skriv en kommentar

Guds Rige

Jesus taler ofte om Guds rige – eller Himmeriget. Det får os måske til at tænke på Himlen, hvor vi engang skal se Gud. Men når Jesus taler om Guds rige, har det også med dette liv at gøre. Guds Rige er ikke et sted, det er en tilstand. Det er, når Gud får lov at regere over mennesket og hele skabningen, – siger Wilfrid Stinissen.

Hvis Gud får lov at gøre, hvad Han vil i dig. Hvis der ikke længere findes nogen modstand imod Ham i dig, da lever du i Guds Rige.

Udgivet i Skriv en kommentar

Dødens kys ❤️

Vi har været på Hjerteforeningens livredderkursus. Vi syntes, at vi i vores alder burde kunne det dér, hvis nu én af os falder om. De fleste hjertestop sker jo i hjemmet.

Det var et godt kursus. Jeg kan kun anbefale det. Vi fik både lært at give hjertemassage, kunstigt åndedræt og støde med hjertestarter.

Da vi kom hjem, fik vi desuden en vigtig snak med hinanden. Men her blev vi faktisk enige om, at hvis én af os falder om med et hjertestop, så vil vi prøve at glemme alt det dér og bare tage det helt roligt, bede en bøn – og måske lyse velsignelsen.

Selvom flere og flere overlever med hjertemassage og stød, har jeg ikke set statistik over, hvor mange af disse overlevende, der vender tilbage til det liv, de havde inden.

Desuden fortælles det ifølge jødisk overlevering, at Moses døde under et kys fra Gud (5. Mos 34,5).
Tænk, hvis det også er sådan, vi skal dø? Hvem har lyst til at blive taget ud af Guds favn for at blive stødt tilbage til jordelivet?

Da bliver nåden tid og stund mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund og tager hjem til dig.

DDS 217,2

Udgivet i Skriv en kommentar

Kære premierminister Netanyahu

“Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Ægypten.
Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt. Hvis du alligevel gør det, vil jeg høre, når de råber til mig, og da flammer min vrede op, og jeg dræber jer med sværd, så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.”

(2. Mos 22,20-23)

Sådan står der i 2. Mosebog, én af dine og mine hellige bøger. Var det måske netop det, vi var vidne til den 7. oktober?
At palæstinenserne er blevet behandlet så hårdt, så Guds vrede til sidst er flammet op? At Gud har hørt deres råb og har grebet ind?

Jesus, som du ikke anser som Messias (men det gør jeg), opfordrer til at vende den anden kind til, når vi angribes. Det er lettere sagt end gjort. Men sikkert er det, at når vold besvares med vold, så eskalerer ondskaben, indtil den er helt ud af kontrol.

Måske var det det Jesus tænkte på, da han forudså hele jordens udslettelse?

Du, Netanyahu, har våbnene til at gøre det. Er det det hele verden nu er vidne til? Din opfyldelse af Jesu profeti?
Jf. Matt 24,15ff.

Udgivet i Skriv en kommentar

Krig

Vi lever i en tid, hvor krige raser om ørene på os. Det er ikke noget nyt. Lige siden Kain slog sin bror Abel ihjel (1. Mos 4), har der været krig på jorden. Det var der også, da Jesus levede her. Endda netop dér, hvor vi nu senest er blevet vidner til krigens rædsler.

På Jesu tid var Israel besat af romerne.
Folket troede, at nu kom han, som ville befri dem.
Jesus sagde jo selv, at han var kommet for at

‘bringe godt budskab til fattige,
udråbe frigivelse for fanger…
og for at sætte undertrykte i frihed (Luk 4,18).

Men Jesus rejste ikke nogen hær. Tværtimod. Han svarede ikke igen mod romerne. Det var en helt anden frihed, han talte om. Det var hjertets frihed.

Men skal man ikke støtte den forurettede, den angrebne?
Selvfølgelig skal man det.
Sørgsmålet er blot, hvordan man gør det bedst.

Vi har valgt at støtte med krigsmateriel og dødsmaskiner for svimlende summer. Mindsker det lidelserne? Bringer det krigen til ophør? Ser vi ikke blot, hvordan det hele eskalerer om ørene på os?

Når jeg skriver dette, er det ikke, fordi jeg har løsningen. Men jeg ønsker at stille spørgsmålstegn ved, om vi bidrager til krigens og lidelsernes afslutning ved at fodre den part, vi føler mest sympati for med våben og ammunition? Ser vi ikke tværtimod, hvordan død og ødelæggelse eskalerer? Hvordan volden og ondskaben til stadighed bliver mere raffineret og satanisk?

Som sagt: Jeg har ikke løsningen. Men første skridt er måske at overveje, om vi er på rette vej?

Udgivet i Skriv en kommentar

Døden

Der går næppe en dag, hvor ikke jeg tænker på døden.
Det er der sådan set ikke noget at sige til, for den rykker jo nærmere og nærmere for hver dag. For hvert minut.

Det betyder ikke, at jeg forventer at dø hverken i dag eller i morgen – eller i år. Men alle os, som har passeret de 50, vi ved jo godt, at efter al sandsynlighed har vi flere dage bag os end foran os.

Og hvad betyder det så?
Her betyder det bl.a., at vi taler om døden.
Som fx hvor og hvordan vi vil begraves, – selvom jeg personligt nu tror, at jeg er ret indifferent, når min tid kommer.

Men møder vi en særlig smuk salme, kan vi hver især godt finde på at sige, at den gerne må blive sunget til vores begravelse.

Vi kan også tale om, at den og den person vil vi glæde os til at møde igen.

Og irriteres vi over noget hos den anden, kan vi gensidigt bekræfte hinanden i, at netop den ting vil vi nok komme til at savne en dag.

Som Willy Sørensen sagde engang i en radioprædiken:
Der er liv i døden
og død i livet
Og måske er der mest liv i livet
når døden er med i det.

Udgivet i Skriv en kommentar

Aktiv dødshjælp

Aktiv dødshjælp
Vores statsminister, Mette Frederiksen, citeres for på Folkemødet på Bornholm at gå ind for aktiv dødshjælp.
Det skræmmer mig.
Jeg bliver utilpas.
Hvad er det for en holdning til menneskelivet?
Argumentet skulle være, at alle har ret til en værdig død.
I min optik vil aktiv dødshjælp være den mest uværdige død, jeg kan forestille mig. Det er sådan vi gør med hund og kat, når vi kan se, at deres dage er talte, og vi ikke vil ofre mere på dem.

Eller som Hospice Lederforening skriver:
Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres, vil det ændre forståelsen af omsorg. Døden vil blive medtænkt som et alternativ til pleje og lindring.

Og videre:
Det er yderst sjælden og i realiteten måske aldrig umuligt at bringe den døendes smerter og ubehag ned på et for patienten acceptabelt niveau.

Eller som en uhelbredeligt syg patient på Anker Fjord Hospice udtrykte sig, da hun blev spurgt, om hun havde overvejet muligheden for aktiv dødshjælp:
Ja, det har jeg. Men jo tættere, jeg kommer på døden, des mere holder jeg fast i livet.

Så lad os da droppe debatten om aktiv dødshjælp og i stedet bruge vore ressourcer til aktiv livshjælp!
❤️

Udgivet i Skriv en kommentar

Kristi Himmelfart

Hvorfor er Kristi Himmelfartsdag en helt særlig dag?
Fordi indtil den dag var Jesus knyttet til Israel. Det var her han blev født, levede, døde og opstod.
Det var også her han efter sin opstandelse viste sig for disciplene flere gange.

Men Kristi Himmelfartsdag for han til Himmels, da forlod han rent fysisk Israel for at kunne være hos alle.

Nu kan både du og jeg møde ham lige her, hvor vi er.
Vi behøver ikke rejse noget sted hen.
Jesus er overalt!
I dig – og i mig.

Tillykke med det 🇩🇰

Foto fra mit atelier i Hanstholm

,

Udgivet i Skriv en kommentar

Gud er over alt

Det hedder i trosbekendelsen:

Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre
Undfnget ved Helligånden
Født af Jomfru Maria
Pint under Pontius Pilatus
Korsfæstet
Død og begravet
Nedfaret til dødsriget…..

I Det Gamle Testamente var dødsriget dér, hvor Gud ikke er.
Men da Jesus var død og begravet, nedfor han til dødsriget, eller til Helvede, som det hed tidligere.

Dér var han påskelørdag.

Herefter eksisterer der ikke noget sted, som er uden Gud.
Og ikke noget menneske, som er udenfor Guds rækkevidde.

Halleluja!

Kender du denne salme af N.F.S. Grundtvig:

1

I kvæld blev der banket på Helvedes port,
så dundrer den rullende torden,
herolden var stærk og hans budskab fuldstort,
thi lyttede alt under jorden.

2

»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb:
Fra jorden nedstiger en kæmpe,
han springer i gry over svælgende dyb,
for gråd selv i Helved at dæmpe.

3

Han vandrer på gløder som jomfru på gulv,
han tramper på øgler og drager,
hugormen han knuser, og Helvedes ulv
han binder, mens afgrunden brager.«

4

På albu sig rejste hver fange så brat,
det kunne ej djævle afværge,
som storme de hyled i bælgmørke nat,
og fnøs som ildsprudende bjerge.

5

På albu sig rejste hver fange så brat,
ej før blev i Helvede lyttet,
de lured om dag, og de lured om nat,
de ænsed ej ilddrage-spyttet.

6

Og trediedagen, da Hel-hanen gol,
og genfærd kom alle tilbage,
da skinned i Helvede Himmerigs sol,
i drømme slet ingen så mage.

7

Som skyerne hvide med stjernehob bleg
gik englene foran den bolde,
og brat som en sol han fra dybet opsteg
med guldrøde skyer til skjolde.

8

I Helvede skinned Guds herligheds glans,
guldfarved de djævle kulsorte,
men murene revned for stråler i glans,
af hængsel fløj Helvedes porte.

9

Sig rejste de fanger nu alle på stand,
men dog for kun dybt at nedknæle.
»Velkommen, velsignet, vor frelsermand!«
det lød fra utallige sjæle.

10

Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst
som lærkens en pinsedagsmorgen;
da fødtes i Helved den evige trøst,
sin Hel-sot1 fik menneskesorgen! 

11

Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær 
og sagde: “Min Søn og min Herre! 
Jeg ene det voldte, at vi ligger her, 
for jeg lod mig dåre, desværre! 

12

Den slange, som krymper i flammer sig nu,
sig bugted om kløgt-træets grene,
den glimred som guld, og den skød mig i hu:
Vi rådte for verden alene!

13

I råde for Himmel, I råde for jord,
så hvisled den smigrende stemme;
da blege og blå vi til Helvede fór,
langt andet vi fik at fornemme!

14

Men er du den sæd, mig blev lovet til bod,
undfanget og født af en kvinde,
da falder ej moder omsonst dig til fod,
forlades ej grusomt herinde.«

15

Fra soløjne milde to tårer nu faldt,
og underfuldt var det at skue,
med dejlige farver i krone-gestalt
sig danned om Eva en bue.

16

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans
til under for alle de døde,
og op stod, som dronning, med regnbuekrans
skøn Eva, som angred sin brøde.

17

Ti tusinde mile end dybere ned
sank djævle, da Eva sig hæved,
de turde ej hyle, i læbe sig bed
og sitred, så jorderig bæved.

18

Fra Helvede steg nu den Herre så bold,
ham fulgte så fager en skare,
som solen på skyer han sattes på skjold,
profeterne alle ham bare.

19

Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før,
kun Død sad i Helved bedrøvet,
keruben oplod den forseglede dør,
skjoldvagten sig kasted i støvet.

Påske